Universets Undere
1. Bind

506 UNIVERSETS UNDERE At fremdrage de fundne Dyrerester af Jord- og Stenlagene, hvori de laa, var et møjsommeligt Taalmodighedsværk, der satte Forskerens Udholdenhed og Begej- string for Opgaven paa en haard Prøve. Han arbejdede i øde, ufarbare Egne, ofte i stejle Flodkløfter, hvor Skeletdelene omhyggeligt maatte hamres og mejsles ud af Klippen, og hvor Transporten af de tunge Knogler tidt var endnu vanskeligere end deres Udmejsling. Mænd som Leidy, Cope, Marsh, Osborn, og hvad alle de amerikanske Forskere nu hedder, der her brød ny Baner for Videnskaben, svig- tede imidlertid ikke, og vi har før i dette Værk set Eksempler paa, at de vendte hjem med en Høst saa rig, at næppe nogen anden Egn paa Jorden har givet os saa grundigt Kendskab til en Række mærkelige Fortidsdyr som netop Amerikas vestlige Stater. Mest umiddelbart mærkelige er mange af disse Skeletrester ved deres impo- nerende Størrelse; men ulige mere Interesse har de dog ved deres Slægtskab med Nutidens Dyreformer og ved den udviklingshistoriske Sammenhæng, de har knyt- tet mellem nulevende Dyr og Forfædrene i tidligere Jordperioder. ------Et Blik paa vore Billeder af det store Pattedyr Brontops vil snart overtyde os om, at vi her staar overfor en Slægtning af Nutidens Næsehorn. Det var imid- lertid større — omtrent som en Elefant, — og de to Udvækster paa Snuden, der især minder om Brontops’ Frændskab med Næsehornene, sad ikke som hos den nulevende afrikanske Slægtning i Linje for og bag, men ved Siden af hinanden. Hos Handyrene var Hornene størst, og at Ordet »Magt er Ret« har været gældende Lov, fremgaar bl. a. af, at der er fundet Brontops-Skeletter, hvis Ribben viser Brud, foraarsagede af Hornenes Stød under Tvekamp. Brontops levede i den mellemste Tertiærperiode, Miocentiden, og de tørre, højt- liggende Egne, hvor dets Skeletter nu findes — Dakota, Nebraska og Colorado, — var da et frodigt Lavland, rigt paa Søer og Sumpe og bevokset med yppig Skov, der havde subtropisk Præg. Om det er Datidens Rovdyr, der har foraarsaget det store Næsehorns Uddøen, eller det er blevet trængt bort fra sin »Plads i Solen« af bedre tilpassede Frænder, eller det maaske er Forandring af Klima og Plantevækst, det ikke har kunnet læmpe sig efter, — ja derom har man kun Formodninger at vælge imellem. FRA HAVDYBETS VIDUNDERVERDEN DET var »Lampens Aand«, Eventyret, der lod Aladdin finde Bjergets skjulte Skatte og førte ham ind i en Skønhedsverden, rigere end hans dristigste Drømme nogensinde havde ladet ham ane den. I vore Dage er det Mikroskopet, der er Tryllemidlet, hvormed ikke Aladdin, men netop Aladdintypens Modsætning, Forskeren, trænger ind i en usynlig Ver- den, der kan være lige saa fantastisk skøn som den, Lykkens udkaarne Søn gæ- stede, — og som ikke er Blændværk. Forskeren sidder bøjet over sit Mikroskop og ser for sig en Rigdom af de her- ligste Smykker, straalende som Sølv og saa rigt varierende, som var de udtænkte og modellerede af en Kunstsmed, hvis Fantasi og Formsans var ubegrænset: Git- terkugler, indkapslede i hverandre, cisellerede Skaale, Vaser og Bægre, stiliserede Blomster og »Nips«, Kurve, Medaljoner og Kapsler af det fineste Filigranspind, Tornekroner og Diademer, prangende Ordensstjerner og Kors, Sceptre og brudte