Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
514
UNIVERSETS UNDERE
Samtid. For ham stillede Forholdet sig lige modsat: Det var ham ikke nok, at disse
»Infusorier« — som de kaldtes en bloc — var udbredt over den hele Klode og op-
traadte i uendelige Masser; — han ansaa dem tillige for at være netop overordent-
lig højt organiserede Væsener og betegnede dem endog som »fuldkomne« Orga-
nismer, deres Lidenhed til Trods. Og i denne Tro lod den store Forsker sig ikke
rokke lige til sin Død 1876, — netop det Aar, da »Challenger« skulde vende hjem
med sit epokegørende rige Udbytte. — Under sine fortsatte
STÆRKT FORSTØRRET RADIOLARIE.
Gennem Kapselens Net af fine Traade, der fortil er fjernede paa Billedet, ser man de straale-
formig-e Pigge udgaa fra Cellens Indre.
Infusorie-Studier traf
Ehrenberg omsider
paa Radiolariernes
Kiselpansere, hvis
Formskønhed natur-
ligvis ikke kunde und-
gaa at vække hans
Opmærksomhed.
Ved Aarhundredets
Midte havde han faa-
et Medarbejdere saa
at sige i den ganske
Verden: Alle Vegne
fra sendte man ham
efterhaanden Prøver
af Støv, Dynd, Jord-
og Stenarter, nysger-
rig efter at erfare,
hvilke mikroskopi-
ske Livsundere han
kunde opdage deri.
Og blandt disse man-
ge Jordprøver fandt
han da Skallerne af
de Dyr, vi nu kalder
Radiolarier — et
Navn, der først se-
nere blev dem givet.
Men netop den Om-
stændighed, at Eh-
renberg ad den Vej kun lærte Skallerne at kende, maatte yderligere bestyrke ham
i hans Klippetro paa de mikroskopiske Dyrs mærkværdig høje og fremskredne
Organisation, idet han gik ud fra den i og for sig logisk lydende Slutning, at kun
et meget fuldkomment Væsen kunde have frembragt i den Grad kunstfærdige og
fine Skålformer som dem, han saa. Resultatet af Ehrenbergs Studier blev derfor,
at han henførte de nye Dyr, han her havde opdaget, til — »Pighuderne«, d. v. s.
betragtede dem som nære Slægtninge af Søpindsvin og Søstjerner, et Resultat, der
jo i vore Dage lyder ganske barokt.
Omkring Aarhundredets Midte var imidlertid andre Forskere, ved Iagttagelse
af levende Materiale, begyndt at tvivle om Rigtigheden af Ehrenbergs System.
Blandt disse Tvivlere var saa udmærkede Navne som Tyskeren Johannes Muller
og Englænderen Thomas Huxley. Dog blev det ingen af dem, men Ernst Haeckel,