Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
514 UNIVERSETS UNDERE Samtid. For ham stillede Forholdet sig lige modsat: Det var ham ikke nok, at disse »Infusorier« — som de kaldtes en bloc — var udbredt over den hele Klode og op- traadte i uendelige Masser; — han ansaa dem tillige for at være netop overordent- lig højt organiserede Væsener og betegnede dem endog som »fuldkomne« Orga- nismer, deres Lidenhed til Trods. Og i denne Tro lod den store Forsker sig ikke rokke lige til sin Død 1876, — netop det Aar, da »Challenger« skulde vende hjem med sit epokegørende rige Udbytte. — Under sine fortsatte STÆRKT FORSTØRRET RADIOLARIE. Gennem Kapselens Net af fine Traade, der fortil er fjernede paa Billedet, ser man de straale- formig-e Pigge udgaa fra Cellens Indre. Infusorie-Studier traf Ehrenberg omsider paa Radiolariernes Kiselpansere, hvis Formskønhed natur- ligvis ikke kunde und- gaa at vække hans Opmærksomhed. Ved Aarhundredets Midte havde han faa- et Medarbejdere saa at sige i den ganske Verden: Alle Vegne fra sendte man ham efterhaanden Prøver af Støv, Dynd, Jord- og Stenarter, nysger- rig efter at erfare, hvilke mikroskopi- ske Livsundere han kunde opdage deri. Og blandt disse man- ge Jordprøver fandt han da Skallerne af de Dyr, vi nu kalder Radiolarier — et Navn, der først se- nere blev dem givet. Men netop den Om- stændighed, at Eh- renberg ad den Vej kun lærte Skallerne at kende, maatte yderligere bestyrke ham i hans Klippetro paa de mikroskopiske Dyrs mærkværdig høje og fremskredne Organisation, idet han gik ud fra den i og for sig logisk lydende Slutning, at kun et meget fuldkomment Væsen kunde have frembragt i den Grad kunstfærdige og fine Skålformer som dem, han saa. Resultatet af Ehrenbergs Studier blev derfor, at han henførte de nye Dyr, han her havde opdaget, til — »Pighuderne«, d. v. s. betragtede dem som nære Slægtninge af Søpindsvin og Søstjerner, et Resultat, der jo i vore Dage lyder ganske barokt. Omkring Aarhundredets Midte var imidlertid andre Forskere, ved Iagttagelse af levende Materiale, begyndt at tvivle om Rigtigheden af Ehrenbergs System. Blandt disse Tvivlere var saa udmærkede Navne som Tyskeren Johannes Muller og Englænderen Thomas Huxley. Dog blev det ingen af dem, men Ernst Haeckel,