Universets Undere
1. Bind

520 UNIVERSETS UNDERE del af en Krokodillehjerne! I aandelig Henseende har Kamøglen da ikke været ud- rustet paa tilsvarende Vis som Legemet, og dens Intelligens har næppe rummet stort udover de mest elementære Drifter: Ernæring, Forplantning, Hvile. Rigtignok havde denne Kæmpeøgle ligesom flere af dens Slægtninge en ekstra, omtrent 20 Gange saa stor »Mavehjerne«, d. v. s. en Udvidelse af Bækkenregionens Rygmarv; men denne Mavehjerne har jo næppe været Sæde for noget højere Aandsliv! Hovedet løb ud i et hornbeklædt Næb, hvis Tænder var smaa, kun skikkede til at behandle saftige Plantedele, som Vand- og Sumpplanter. Noget Værge mod Datidens store Rovøgler har denne Tandvæbning ikke været; men til Gengæld havde Kamøglen et fortrinligt Forsvarsmiddel i det Hudpanser af Ben- og Horn- skjolde, der dækkede dens Legeme og har givet den det græske Navn Stegosaurus — egentlig »Skjoldøgle«. Mærkeligst i dette Panser er de mægtige, hornklædte Benkamme, hvis Takker som en kæmpemæssig Sav skød sig hen ad Ryggens Midte og et langt Stykke ud paa den kraftige Hale, for yderst paa denne at gaa over i en Række massive, ikke mindre farlige Pigge, der maa have været et frygteligt Vaaben paa den smidige Halespids. Læseren kunde maaske fristes til at antage denne Beskrivelse for et Ud- slag af en vel livlig Fantasi og tro, at Geologerne har udstafferet Kamøglen paa altfor drabelig Vis. Heldigt er det da, at Geologerne er i Stand til at bevise, at de ikke har iklædt det middelalderlige Uhyre en mere fantastisk Rustning af Panser og Plader, end Naturen havde skænket det. Man har nemlig i Jordlagene fundet de mægtige Rygkamme og Haledolke netop i den Stilling, som Billedet gengiver, og man har kunnet paavise deres Fæste til Hvirvelsøjlens Torntappe. Som saa ofte i Naturen har ogsaa her Virkeligheden foregrebet — og overgaaet Fantasien. DEN FØLSOMME MIMOSE Hvorvidt Mimosen og det, der sad som Sjæl i dens Stamme og mindste Blad, før Formen forfaldt og gik Støvets Vej, nu følte Forandringen, véd jeg ej. (SHELLEYS The sensitive plant ved SOPHUS CLAUSSEN). O ELV blandt højere Planter er der Forhold, som gør Grænsen mellem de levende O Væseners to store Riger flydende. Et dybt Indtryk heraf faar man overfor de Mimosearter, der viser udpræget Følsomhed og Bevægelsesevne, — især den, Shel- ley har foreviget i sin pragtfulde Digtning. Fra Amerikas varme Egne er den følsomme Mimose jo indført i talrige euro- pæiske Drivhuse, hvor vi nu har let ved at iagttage dens Færd. Ubetinget dens største Ejendommelighed er dens Evne til pludselig at reagere stærkt mod ydre Pirring. Blot man berører Spidsen af et af dens finnede Løvs Smaablade, viser Følgerne sig næsten øjeblikkelig: Par efter Par bøjer de enkelte smaa Bladflige sig til Vejrs og folder sig sammen, hvorefter hvert større Bladpartis Ribbe sænker sig, — indtil sluttelig den fælles Hovedstilk synker ned med et Ryk. Det hele foregaar i faa Sekunder; og er den ydre Paavirkning nogenlunde mærkbar, vil Bevægelsen efterhaanden forplante sig fra det direkte berørte Blad til Nabobladene, saa at man