Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

156 nøjagtigt? Direkte Forsøg til Besvarelse af disse Spørgsmaal er som bekendt gjorte af Joule og Thomson, og saavidt vides ikke senere. De gav til Resultat, at ingen af de undersøgte Luft- arter fulgte Loven fuldstændig, men Afvigelsen var ringe og mindst for Brint. I 1888 blev da Brinttermometret med kon- stant Volumen efter international Vedtægt lagt til Grund for al Temperaturmaaling og Temperaturskalaen defineret ved Ligningen = JL Ö0 P o hvor Trykket p0 ved Vandets Frysepunkt skulde være 1000 mm, og Temperaturforskellen mellem Vandets Kogepunkt under nor- malt Lufttryk og dets Frysepunkt skulde maales ved Tallet 100; derved bliver f)0 — Temperaturtallet for smeltende Is — at bestemme af Ligningen Pioo Po __ 100. ß _ J__ P0 0 0 P 10 0 Pq ß Po hvor ß er „Trykkoefficienten“ ved konstant Volumen. Denne Størrelse er efter Chappuis nyeste Undersøgelser1) for Brint ß = 0,00366256 saa at øo = 273,033. Bruges andre Luftarter end Brint til Termometersubstans faas lidt andre Værdier for ß og dermed for 60. Chappuis faar for Kvælstof ß = 0,0036617; = 273,097 Kulsyre £= 0,00367 ; 00 = 273,48. Den Værdi af f)0, som man faar, naar man bruger en af de reelle Luftarter afviger nu med én eller anden Størrelse fra, hvad man vilde faa ved Brug af en ideel Luftart, og det samme gælder de andre Tal paa Skalaen. Der er gjort en hel Del Forsøg paa at finde denne Afvigelse, altsaa paa at sammenligne Trav. & Mern, du Bureau international des Poids et des Mesures T. XIII, 1907.