Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

36 Bly. Man mindes uvilkaarlig Philons Apparat; Inddelingen, som er anbragt paa Blyrøret, er jo meningsløs. Det berettes, at Vædsken gaar ud i Krukken eller ind i Røret, eftersom Solen er nær ved os eller langt fra os, eller efter Kulden og Varmen af den Vind, der blæser. Derefter beskrives det nyere Termo- meter (Fig. 11), som er af Glas og forsynet med en Inddeling, der har Nul midt paa Røret. Det er et Slags „absolut Nul- punkt“. Dets Plads kaldes „linea æquinoctialis“, og hele Appa- ratet er en „Mikrokosmus“, hvor den øverste Halvdel er Vinter- halvdel og den nederste Sommerhalvdel. Det Hele gaar nu ud paa at vise Rigtigheden af Biblens Ord om Naturfænomener; f. Ex. sluttes der ved Analogi fra Vædskens Bevægelse i Ter- mometret til Rigtigheden af en Ytring i Davids Psalmer om Vandet i Floder og Kilder1). I Begyndelsen af det 17de Aarhundrede var da Tilstanden for Varmelærens Vedkommende behersket af følgende Fore- stillinger, der har deres Oprindelse fra Oldtidens filosofiske Systemer. 1) Varmens og Kuldens Virkninger bestemmes i høj Grad af Antiperistasisprincippet. 2) Nogle Legemer anses for at være af Naturen kolde, andre i og for sig varme og har de Virkninger paa andre, som følger deraf. 3) Varme og Kulde antages snart at være af stoflig Natur og snart at skyldes forskelligartede Bevægelser. 4) Et Temperaturbegreb afledet af de gamle Begreber: Materiens Kvaliteter og Former og 5) Visse Benyttelser af Lufts Udvidelse ved Varmen, stam- mende fra Heron og Philon. Denne Tilstand forandres nu i Løbet af Aarhundredet. Ter- mometret bliver virkelig, som Fludd siger, „et mægtigt Vaaben i den herkuliske Kamp mellem Sandhed og Falskhed“, men ganske vist først et virksomt Vaaben efter Midten af Aar- hundredet, da den galilæiske Form opgives, og det forbedres l) Mos. Phil. Cap. VIII og XI, Bog V, Section I, S. 106 o. fl.