Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

66 saa Fald i Højde med B og lidt under A, og A B er ca. 46"; idet Barometerstanden er ca. 28, bliver Trykket som anført. Afkøles nu D, vil Luftens Tryk formindskes, og Temperaturen foreslaas da maalt ved det Tryk, Luften i D udøver, og naar D er stor i Forhold til Rørets Vidde, vil forskellige Termometre være over- ensstemmende. Beskrivelsen af Termometret er ledsaget af en Redegørelse, hvis Resultater fastslaas i følgende Udtalelse1): „Erfaringen har ladet mig erkende, at ulige store Luftmasser under samme ydre Tryk forøger i samme Forhold deres Spændkraft (force de leur ressort) ved lige store Varmegrader (Forøg, i Varmeg.), og at de Spændkræfter, som de modtager, er saa meget mere betyde- lige, som de Vægte, hvormed de presses sammen, er store.“ Dette er ubehjælpsomt udtrykt det, som Nutiden udtrykker ved Ligningen - = kdt, hvor Rumfanget er konstant. Det frem- Po gaar endvidere af Afhandlingen, at Amontons forestiller sig Var- men som en Sværm af Smaalegemer i hurtig Bevægelse, som trænger ind i Luftmassen og holder dens Dele fra hinanden. Det er da Varmen, der er Aarsag til Trykket, og ved Trykket Nul er Varmen Nul. Herved faar den Amontonske Skala et naturligt Nulpunkt — det samme som i Nutidens saakaldte absolute Skala. Lambert gør i sin „Pyrometri“ opmærksom paa denne theoretiske Side af Amontons’ Temperaturbegreb, at man gennem dette faar angivet „Varmens Kraft“. I en senere Afhandling2) sammenligner Amontons sin Skala med en, som Newton anonymt foreslog, og som lige- ledes blev uden praktisk Betydning. — Af et Par spredte Ytringer, som jeg tilfældigvis traf paa i det 18de Aarhundredes videnskabelige Literatur, kunde jeg se, at Ole Rømer rimeligvis havde givet sig af med Konstruktion af Termometre, og at der havde existeret en vis Forbindelse mellem ham og Fahrenheit. Jeg skal senere komme tilbage til disse Udtalelser; de havde den Virkning, at jeg paa Bibliotheker og Arkiver her i København søgte, om det var muligt at finde ) Mem. de l’Acad. 1702 S. 156. 2) Mem. de l’Acad. Roy. 1703 S. 200.