Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

til de Kablers Længde, som Telegrammerne gennemløb, og undergik ikke væsentlige Forandringer, før Ordtariffen den iste Juli 1877 ogsaa blev gennem- ført paa den lokale Trafiks Omraade. De bleve da i Princippet fastsatte til 2 Francs per Ord paa de længere Kabler, til i'/2 Franc paa de kortere og have siden den Tid ikke undergaaet følelige Forandringer, undtagen forbi- gaaende i 1885 for nogle enkelte Kablers Vedkommende paa Grund af Takst- konkurrence med de kinesiske Landlinier, der atter i 1893 have aabnet en saadan med stærkt reducerede Takster (jfr. Afsnit VI og IX). Denne Stabilitet i Selskabets østasiatiske Takster er dog for en Del kun tilsyneladende; thi har Selskabet end ikke reduceret deres Størrelse i samme Forhold som i Europa, saa er det, fordi Publikum ved en bestandig mere udstrakt Benyttelse af Codesproget, der efterhaanden aldeles har afløst det klare Sprog i den østasiatiske Trafik, selv har vidst at skaffe sig den Besparelse i Portoudgifter, som det ellers vilde have været Selskabets Opgave at fremkalde. Anvendelsen af Codesproget har saaledes bevirket, at Gennemsnits- Ordantallet i de Telegrammer, der paa Selskabets Kabler udveksles mellem de kinesiske Byer indbyrdes og mellem disse og Japan, er sunket til ca. 6’/2 Ord per Telegram. Hertil kommer, som fremhævet i Afsnit XII, at Publikum i Østasien betaler Telegramportoen i Sølv, og at Selskabet altid meget nødigt og meget sent er skredet til de Forhøjelser i Opkrævningen af Francs-Taksterne i Landets Mønt, som Sølvets dalende Værdi berettiger og nødvendiggør. Og sidst, men ikke mindst, er den politiske og sociale Samfundsudvikling i Øst- asien saa vidt forskellig fra den europæiske, at der ikke i lange Tider vil være Udsigt til, selv med nok saa lettede og billige Kommunikationsmidler, at kunne fremkalde andet end rent kommercielle Relationer mellem de to Verdensdele. Kinas 400 Millioner store Befolkning bekymrer sig endnu mindre om Europas politiske og sociale Udvikling, end de 350 Millioner Europæere interessere sig for Kinas Rørelser paa samme Omraader, og de faa Tusinde der bosatte Europæere udgøre ikke et tilstrækkelig stort Samfund til at skabe andre Berøringspunkter end de kommercielle. Blandt de 40 Millioner Japanesere er der vel en langt større Interesse og Sympati for den europæiske Aandsudvikling end i Kina, og deres ivrige Bestræbelser for at tilegne sig en europæisk Civilisation og Samfundsordning have ganske vist skabt en Del fælles Interesser ud over de kommercielle, men de have dog endnu ikke bredt sig saa stærkt i de store Lag af Befolkningen, at der til dem vil kunne knyttes Haabet om, at betydelige Reduktioner i Telegramtaksterne for de interesserede Administrationer ville blive opvejede ved en blot nogenlunde tilsvarende Forøgelse i Trafikken. Desuagtet er det en glædelig Kendsgerning, at Japans Telegrafsamkvem med Europa har været i jævn og stadig Stigen, medens Kinas har været stagnerende. Men selv