Forslag Til Oprettelse Af En Opera Og Symfoni Institution I København

107 sten kommen helt bort fra det gamle Perspektivmaleri og indretter al- mindeligvis Scenen efter arkitektoniske Love. Hvis denne Scene og Frem- stillerne skal virke som en billedlig Enhed, maa Fremstillernes nærmeste Omgivelser, d. v. s. det Scenerum hvori de optræder, være af tilnærmelses- vis naturlig Størrelse. Dette betinger, at i det mindste den forreste Del af Scenen udstyres med virkelige (plastiske) Dekorationer. Indenfor Stuedekorationerne er denne Reform forholdsvis tidligt blevet saa temme- lig gennemført. Det lukkede Værelse med Loft har allerede i længere Tid fuldstændig fortrængt det i de enkelte Scenekanaler stribevis opstillede og oventil ved Soffitter dækkede Kulisseværelse. Ogsaa de paa Kulisserne malede Møbler og Rekvisiter er forsvundne. Faste Vægge, Døre og Vin- duer, rigtige Møbler, Gardiner for Vinduerne, Billeder paa Væggene, Tæpper paa Gulvet o. s. v., alt dette betragtes nu som ubetinget nødvendigt for en Stuedekorations Helhedsvirkning. Ikke slet saa heldigt stillede Sagen sig indtil for faa Aar siden med Friluftsdekorationerne. Her var Kulissen, Soffitten, Løv- og Luftbuen stadig fremherskende. De Reformforsøg, man ogsaa paa dette Omraade har gjort, gaar ret langt tilbage i Tiden. Allerede i Begyndelsen af 80erne i forrige Aarhundrede blev der bygget flere Teatre, i hvilke Frilufts- dekorationerne blev opstillet efter Panoramaprincipet. De saa lovende begyndte Forsøg stoppede op i Aarenes Løb. Daarlig haandværksmæssig Udførelse bevirkede, at den gode Idé ikke formaaede at komme til almin- deligt Gennembrud. Først i Begyndelsen af dette Aarhundrede genoptog man atter disse Forsøg. For at kunne konstruere en Friluftsdekoration efter Panoramaprin- cipet maa man have en Rundhorisont som Basis. Den rumligt begræn- sede Scene kræver, for at kunne afsluttes bag til og paa Siderne, en Flade, som omslutter Scenen og som skal forestille den fri Luft. De første Hori- sonter bestod af store Lærredsflader, som var ophængt rundt omkring Spillepladsen i Hesteskoform. De var malet i Lufttone, kunde undertiden trækkes forbi, vise dragende Skyer og andre atmosfæriske Fænomener. Disse Horisonter havde den Mangel, at de ikke kunde hænge uden Folder og derfor endnu ikke helt formanede at illudere som fri Luft. Derfor kom man ind paa at konstruere den faste Horisont. I sine første Former hvælvede den sig over Spillefladen i Form af en Kvartkugle. Lærreds- fladen ved den løse Horisont afløstes efterhaanden af en Stukhvælving. Indførelsen af den faste Horisont medførte nødvendigvis en princip- mæssig Forandring af Belysningen. Medens de tidligere løse Horisonter endnu blev malet i blaalig Lystone og hovedsagelig blev belyst med hvidt Lys, er de faste, hvælvede Horisonter i Reglen holdt rent hvidt. En særlig Belysning, som kaster et stærkt Lys paa Horisonten i en hvilkensomhelst Farveafstemning, formaar at lade denne fremtræde i enhver ønskelig Lufttone. Ved Projektion kan der paa denne Horisont fremstilles dra- gende Skyer, Maane, Lyn, Ild o. I. Stjernerne paa en dybblaa Himmel er smaa paa Horisontens Bagside fastgjorte Glødelamper, som lyser gennem