Geographiske Billeder fra Heden

103 seet en velvoxen Rødgran paa et Sted, der var udsat for Vest- eller Nordenvinden. Med det Samme vi forlade Skjernaaen, forlade vi og- saa den dyrkede Deel af Fladen; vi rette vor Kurs efter Hoven, ag have nu foran os det samme Billede, som vi i 3die Kapitel have oprullet for Læserne, dengang vi pas- serede Karupfladen, og som kort og godt kan betegnes ved, at vi Intet see uden Himmelen og et Lynghav. Ef- ter en balv Times Kjørsel i det dybtsandede Spor opdage vi dog Noget, der tiltrækker sig vor Opmærksomhed; det er nogle med Marehalm bevoxede Sandklitter, som tage sig ganske godt ud, og som tilmed kaldes Røverstuerne. En Hedebonde, som netop reiser sig op af en Klitlavning, og som synes at være alt Andet, end en Røver, men at udøve det fredelige Haandværk, at vogte nogle Faar, kom- mer os til Hjælp i vore forgjæves Forsøg paa at udfinde, hvorfra det glubske Navn kan stamme. Han beretter nemlig, at der for mange mange Aar siden, dengang Herremanden endnu boede paa Lundenæsborgen ude i Engen ved Skjernaa, huserede en stor Flok Røvere i Egnen heromkring, og at de havde deres Tilhold i disse Sande. En Helligaften vilde de plyndre ham, Manden i Hvollig, dernede ved Sønderommeaaen, men en Karl saae sit Snit til at løbe over til Lehnsherren, og denne kom nu ansættende med hele sin Skare af Riddere og Svende og fangede alle Røverne, hvorefter der blev fundet en Mængde Guld og Sølv i deres Huler. Det er den samme Fortælling, som Blicher har optaget i sin jydske Røver- historie, «De tre Helligaftener» men tillige omplantet paa Viborg Amts Grund til Omegnen af Aunsbjerg. Om et saadant Sagn lever paa flere Steder i Landet, eller om Digteren egenraadigt har flyttet Scenen, skulle vi lade være usagt, men Bondens Beretning har dog givet os et andet og nyt Blik paa Landskabet; thi her i disse øde ud- strakte Ørkener havde Middelalderens Ufredsmænd deres