Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

krævedes saa den største Sømandsdulighed for ved en snild Ven- ding med Fartøjet at kunne klare Linen«. I Regelen var det muligt under Lodningen med den hurtigt afviklede Staaltraadsline ved Hjælp af Ror og Maskine at holde sig paa den Plads, hvor Loddet sænkedes. Derved sikrede man sig, al den udgivne Traadlængde svarede til den virkelige Dybde. Det siger sig selv, at Manøvrerin- gen ikke var let i hurtigt løbende Strømme eller ved stormfuldt Vejrlig. I sidste Til- fælde blev Fartøjet holdt op imod Vind og Søgang. Til Lodningen brugtes el Sigs- bee-Lodd eapparal (Fig. 70). Deltes vigtigste Del er Tromlen (t. h. i Billedet), i det paa den er oprullet Lodlinen, som ved »Valdivias« Afrejse havde en Længde af ialt 8000 M. Fra Tromlen løber Linen umiddelbart over et Maalehjul (ved Man- dens Hoved i Billedet) med et Tælleappa- rat paa Aksen, der noterer Hjulets Om- drejninger og altsaa ogsaa Længden af Linen, som er udgivet. Linen føres imid- lertid ikke umiddelbart ud i Søen, men, for at den kan bringes godt ud fra Far- tøjets Sider, løber den først over en Trisse ved Apparatets Fodstykke (i Fig. bag Mandens Ben) og derfra over endnu en Trisse, som hænger i én af Fartøjets Davider. Den i Sigsbee-Apparatet brugte Staalline var ikke tykkere end 0,9 mm., men den havde en Bærekraft af 400 Pd. En saadan Staalline vejer for 1000 Meters Længde kun 10 Pd.; en lille Dynamo- maskine ruller den atter paa Tromlen, naar Lodningen er fuldført. Til Lodlinens frie Ende er fæstet en Forløber af Hamp og i denne hænger Loddel. Et Lod til Dybvands-Undersøgelser (Fig. 71) er i Almindelighed saa- ledes indrettet, at Loddets Kærne er et Messingrør (b) udenom hvil- ket ligger en Jærnvægt (a), som skal drage Linen tilbunds, men som saa derefter skal blive liggende paa Bunden, hvorved man opnaar, at Linen lettere paa ny kan drages. Jærnvægten ophænges med Staaltraad paa en selvvirkende Afløser. Røret har nemlig oventil