Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

145 Økonomi og Virksomhed. Den er f. Eks. paa Torvet i Bergen i det mindste til Tider Godtkøbsfisken og derfor velkommen, hvor der er mange Munde og faa Skillinger. Allerede Pontoppidan skriver om den, at den »ikke spises uden af Bønder og Tjeneste- folk«. Det var den Gang, og da var sagtens al Fisk billig; nu faar man det Indtryk, at Sejen er kommen mere til Ære og Vær- dighed. Del skal da ogsaa indrømmes, at en ung Sej aldeles ikke smager ilde; Storsej er derimod mindre smagelig. Imidlertid udfylder Sejen altsaa fuldt sin Plads som Nyttedyr, og dens Talrighed paa mange Pladser giver den i saa Henseende adskilligt forud. Den udvoksede Sej bliver aldrig saa stor som 1 orsken, men den kan dog naa en Vægt af henad treti Pund. Baade i Form og Farve er Sejen egentlig en smuk Fisk og som Ungfisk er den endog skøn, smukt grøn langs Rygsiden og sølvskinnende paa Sider og under Bug. Den ældre Fisk bliver mørkladen og faar et graat Skær, hvor den i Ungdommen var blank, men den grønlige Farve vedbliver at være saa fremtrædende, at Sejen i England almindeligt kaldes »den grønne Torsk«. Sejen har omtrent den samme geografiske Udbredelse som Torsk og Kuller, om den end gaar nok saa nordligt. Men den optræder almindeligt i store Stimer, og disse kan være meget talrige. Dr. Kiøyer skriver, at »Stimerne skulle stundom gaa saa tæt, at endel Fiske ved Trykket af de omgivende løftes op over Hav- fladen«. Den samme Forfatter har iagttaget, at Sejen mere end andre Torskefiske holder sig højt i Vandet. Om Sommeren svøm- mer den gærne nær Overfladen og sætter stundom op over denne. Med denne Færd stemmer det særdeles godt, at Sejstimerne jager omkring efter Føden og derfor snart staar Kysten nær, snart er langt ude i Havet. Ved Norges Nordkyster kommer Sejen i April l°r at jage Lodden, en lille Laksefisk, som paa den Tid nærmer sig Kysten for at avle. Længere hen paa Aaret æder Sejen næsten udelukkende et lille Krebsdyr, som kaldes »Kril« og som i uhyre Mængder driver i Havet. Desuden er den altid sultne Sej ivrig efter at jage Sild, Brisling, Torskeyngel osv. Prof. Sars har iagt- taget, hvorledes Sejstimerne jager Fiskeyngel og omslutter denne tættere og tættere og tilsidst trænger den op imod Overfladen. »Det var ligefrem en Klapjagt«, skriver han, »ved hvilken det næsten saa ud, som om Sejerne jagede i Fællesskab og efter Over- enskomst«. A. W. Malm, som imellem Vadsø og Vardø iagttog en saadan Sejjagt, skriver derom: »Havet syntes ligesom at kose Arthur Feddersen; Havet. 0