Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring

Forfatter: Arthur Feddersen

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 394

UDK: 55146

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 436 Forrige Næste
311 ken en Arm er ført lodret og en anden i en spids Vinkel ind til Broen. I den herved dannede Trekant er lagt et tarveligt Gulv af Bræder. En saadan Udbygning kaldes en Vaag. Til at udsætte Hammene tjener en Sætterstang, der er fastgjort i Halen af Ham- men, og med hvilken Hammen føres ud og strækkes i sin fulde Længde, hvorefter Sætterstangen bliver slaaende, idet en Gaffel, med hvilken den er forsynet i den anden Ende, hægtes over en ved Vaagen værende Pæl. Samtidigt gøres Hammen eller rettere sammes Forgarn fast ved tvende saakaldte Hamstænger, der føres lodret ned i Vandet fra Vaagen, til hvilken de fastgøres. De spile Forgarnet og holde det i Stilling. Hammenes Længde er ca. 4 Alen; de have, som fornævnt, 2 Kalve og ende ikke med en Kube. For- bøjlens Diameter er 18—24 Tominer, Forgarnets Længde er ca. 21l4; Alen, og, naar det staar i Stilling, er i Mundingen dets Brede ca. 3 Alen og Højden ca. 1—P/2 Alen. Hvor mange Hamme, der an- bringes langs en Aalegaard, beror selvfølgelig paa dennes Længde og Tallet er derfor meget forskelligt. Den Ham, som ligger ved Aale- gaardens yderste Ende, rager et Stykke udenfor denne, og endnu længere udefter, men noget til Siden, anbringes den saakaldte Draggaard, det vil sige en med Radgarn forsynet Ruse«. Paa den indtil halvtredje Hundrede Alen lange, skrøbelige Bro, som altid ligger højt over Vandet, er det ikke saa let for andre Folk, end de dertil vænnede, at naa ud til Hammene. Disse tøm- mes hver Morgen og de bliver saa Dagen om liggende paa Broen for at tørres. Om Aftenen udsættes Hammene paa ny. Broen naar helt ind til Land, hvorfra der er et Traad til den. Endnu bør ved Aalefiskeriet nævnes Øresundets mærkelige Dybvandsrlise (Fig. 175), et Redskab, som vistnok i højere Grad end noget andet dansk Redskab vidner om Fiskernes Tænksomhed. Det ligger allerede i Navnet, at den Slags Rusesæt bruges paa saa dybt Vand eller i saadant Farvand, hvor hverken Aalegaardens Bro eller den almindelige Ruses Radgarn kan række. Saa snart Fisketiden er inde, udlægges Vagerne med Tov og Krabber, som Tegningen viser det. Man begynder i Regelen, hvor Sandrevlerne ophører og man udsætter — ofte i lange Rækker — til omtrent 7 Favne Vand; undtagelsesvis sætter man paa dybere Vand, fordi dette er vanskeligere og dyrere. Afstanden imellem Vagerne er om- trent 20 Favne. Ruserne med deres Rader sættes først, naar man mener, at der vil blive Fangst, og de kan godt vente, fordi deres Udsættelse er mindre afhængig af Vind ;_og Strøm. Røgtningen