Havet.
Dets Opdagelse Og Erobring
Forfatter: Arthur Feddersen
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 394
UDK: 55146
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
311
ken en Arm er ført lodret og en anden i en spids Vinkel ind til
Broen. I den herved dannede Trekant er lagt et tarveligt Gulv af
Bræder. En saadan Udbygning kaldes en Vaag. Til at udsætte
Hammene tjener en Sætterstang, der er fastgjort i Halen af Ham-
men, og med hvilken Hammen føres ud og strækkes i sin fulde
Længde, hvorefter Sætterstangen bliver slaaende, idet en Gaffel,
med hvilken den er forsynet i den anden Ende, hægtes over en
ved Vaagen værende Pæl. Samtidigt gøres Hammen eller rettere
sammes Forgarn fast ved tvende saakaldte Hamstænger, der føres
lodret ned i Vandet fra Vaagen, til hvilken de fastgøres. De spile
Forgarnet og holde det i Stilling. Hammenes Længde er ca. 4 Alen;
de have, som fornævnt, 2 Kalve og ende ikke med en Kube. For-
bøjlens Diameter er 18—24 Tominer, Forgarnets Længde er ca. 21l4;
Alen, og, naar det staar i Stilling, er i Mundingen dets Brede ca.
3 Alen og Højden ca. 1—P/2 Alen. Hvor mange Hamme, der an-
bringes langs en Aalegaard, beror selvfølgelig paa dennes Længde og
Tallet er derfor meget forskelligt. Den Ham, som ligger ved Aale-
gaardens yderste Ende, rager et Stykke udenfor denne, og endnu
længere udefter, men noget til Siden, anbringes den saakaldte
Draggaard, det vil sige en med Radgarn forsynet Ruse«.
Paa den indtil halvtredje Hundrede Alen lange, skrøbelige Bro,
som altid ligger højt over Vandet, er det ikke saa let for andre
Folk, end de dertil vænnede, at naa ud til Hammene. Disse tøm-
mes hver Morgen og de bliver saa Dagen om liggende paa Broen
for at tørres. Om Aftenen udsættes Hammene paa ny. Broen
naar helt ind til Land, hvorfra der er et Traad til den.
Endnu bør ved Aalefiskeriet nævnes Øresundets mærkelige
Dybvandsrlise (Fig. 175), et Redskab, som vistnok i højere Grad
end noget andet dansk Redskab vidner om Fiskernes Tænksomhed.
Det ligger allerede i Navnet, at den Slags Rusesæt bruges paa saa
dybt Vand eller i saadant Farvand, hvor hverken Aalegaardens
Bro eller den almindelige Ruses Radgarn kan række. Saa snart
Fisketiden er inde, udlægges Vagerne med Tov og Krabber, som
Tegningen viser det. Man begynder i Regelen, hvor Sandrevlerne
ophører og man udsætter — ofte i lange Rækker — til omtrent 7
Favne Vand; undtagelsesvis sætter man paa dybere Vand, fordi
dette er vanskeligere og dyrere. Afstanden imellem Vagerne er om-
trent 20 Favne. Ruserne med deres Rader sættes først, naar man
mener, at der vil blive Fangst, og de kan godt vente, fordi deres
Udsættelse er mindre afhængig af Vind ;_og Strøm. Røgtningen