Handelskrisernes Historie

49 dyr, blev de forte hen til en Slags uafhængige vilde Skabninger, der saae saa forfærdelige ud, at intet Fruentimmer turde vove at nærme sig dem. Koerne maatte forst bindes om alle fire Been, for de kunde malkes, og da dette var skeet, kom der Smør nok i alle butikker i Buenos Ayres. Men nu opdagede man til sin store Bestyrtelse, at Smørret for det Forste if fe bilde holde sig og for det Andet, at der var Ingen i Buenos Ayres, der vilde spise det, da de hellere vilde habe Olie." Den, der fortæller dette, var afgaaet tit Buenos Ayres som Forretningsforer for et Bjergværksselskab med to Ladninger engelske og tydske Bjergværksfolk. Det gik ham, som saa mange Andre, at han ikke kunde finde noget Sted, hbor Mandene kunde anbringes, og Selskabet maatte oplofts med et Tab af 50,000 £. Krisen nærmede sig saa meget stærkere, som man selv i de høj- este Kredse var overfalden af en mærkværdig Skuffelse med Hensyn til Sagernes virkelige Stilling. Z den Throntale, hvormed Par- lamentssessionen sluttedes den 6 Zuli 1825, blev der talt med den fuldkomneste Tiltro om det Velvære, der udbredte sig ober alle Dele af Kongeriget. Disse Ord klang vistnok som en Ironi, thi et Par Maaaneder derefter begyndte Papirerne paa Børserne i Lon- don og Paris at falde, og Bankens Stilling blev vanskelig. Ven- depunktet bar indtraadt. Den spændte Kredit kunde ikke mere gives, de opskruede Priser kunde ikke mere holdes. Fra de store Spe- kulationer i fremmede Lande indgik ingen Rimesser. Gierne af Barer blev nodte til at ftaae los, og nu faldt Priserne ligesaa hurtig, lom de vare stegne. En Mængde Forretningsmand og Pri- vate havde udtomt deres Kapital og Kredit bed Foretagender, som først om mange Aar kunde give Rente; de henvendte sig til Ban- kerne om yderligere Forskud, men Bankerne vare selb i Forlegen- hed, da de havde diskonteret Vexler med lang Forfaldstid og givet betydelige Laan mod Hypothek, som de ikke strax kunde kræve til- bagebetalt eller realisere. Samtidig forvcerredes Stillingen for Eng- lands Bank, som overhovedet man bære megen Skyld for Krisen ved tit lade Rentefoden være overordenlig lav indtil det sidste Oie- blik og forst i December 1825, da Krisen bar udbrudt, at forhore den fra 4 til 5 pCt.; den havde ogsaa, medens Guldet gif ridende ud af Landet, udstedt Note paa Note, og nu da man trængte til 4