Naturvidenskabelige Fragmenter

96 udflugter i Schweitz fører langs en prægtig Gletscher lien til Foden af Aletschhorns sidste store Pyramide. Der fandt man for faa Aar siden en mægtig Klippe- blok, hvis horisontale Overflade var saa stor, at tyve af os ofte have siddet paa den og nydt vor Frokost. Den var ikke blot i teknisk men ogsaa i bogstavelig Forstand et prægtigt »Gletscherbord«. Og denne store Sten er nu sprængt i Stykker af det frysende Vands alt sønderknusende Kraft. Jeg bruger Ordet sønderknusende; thi har den ikke for- uden sit ødelæggende Arbejde i Bjergene for Aar- tusinder tilbage sondret vor gamle Klodes nøgne Klipper og saaledes frembragt den Jord, der danner Grunden for hele Planteverdenen? Vandets Overgang fra flydende til fast Form sker i Reglen gennem en saa fin arkitektonisk Proces, at den trodser vore kraftigste Mikroskoper. Jeg kan aldrig se paa disse krystallinske Dannelser uden dyb Undren. Betragt en kold Morgenstund Vinduesruderne eller Fliserne paa Gaderne. Intet kan sammenlignes i Skønhed med de Forgreninger, som brede sig hen over de iskolde Flader. Se paa de fine Fjerbuske, der ofte skyde frem fra Træ, Klæder eller porøse Stene. Uvilkaarlig fremkalder denne bestemte Gruppering og Ordning af de aller- sidste Stofpartikler hos den tænkende Aand Be- tragtninger af den dybeste, den største Betydning. For en Del Aar siden læste jeg en Strofe af den udmærkede Digter Bryant, hvori han taler om »Snestjernerne«. Disse Stjernedannelser ved den fal- dende Sne gentage sig uophørligt. Jeg har om Vinteren