Naturvidenskabelige Fragmenter

31 som Skivens Diameter og i en ligesaa stor Afstand fra den. En Anden beretter dog, at Ringen rørte Skiven, saa at der ikke var noget Mellemrum. Naar Skyggen af et Hoved faldt paa det, dækkedes næsten en Ottendedel af hele Synets Diameter. Regnbue- Ringen var forneden ikke helt lukket, hvad de til- skrive den Omstændighed, at Klipperanden kom imellem. De indse ikke, hvorfor Fænomenet ikke skulde være synligt om Natten, naar Maanen er klar og staar i den rette Stilling. De indrømme, at Synet har forbauset dem meget, men ikke for- færdet dem. Det forekom dem mere mærkværdigt end forunderligt; men de erklære, at Fænomenet ikke kan andet end gøre et stærkt Indtryk.« Det er beklageligt, at Baker ikke selv fik »Helgenglorien« at se, og at vi som Følge deraf ikke have hans egen Beskrivelse af det. Det maa dog sikkert bero paa en Vildfarelse, at man skulde kunne blive Hovedet kvit ved at bukke sig. Skyggen af Hovedet maa altid ligge midt i »Glorien«. Og hermed vil jeg slutte. Fra den første svage Ring i det dybe Mørke paa Liisgenalp have vi nu gradvis fulgt Udviklingen af vort Fænomen og endt med at forvise Buddhas Glorie fra Underets "Verden til Laboratoriet. Og dette turde være Vejen for Løsningen af andre og større Spørgsmaal. (Den 25de September 1890 iagttog min Ven Sarasin og jeg selv paa Liisgenalp en meget smuk hvid Regnbue).