Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

255 blottede deres Misbrug. Det var omtrent pact samme Tid, at den nationaloeconomiske Skole, Oeconomisterne, dannede sig Under Quesnay, der var en ubetinget Forsvarer nf Land- brUget. Ifølge ham var Jorden den eneste frembringende Kraft, og Jordens Afgrøde Sanlftmdets eneste Rigdom. Han anerkjendte vel Industriens og Handeleils Nødvendighed, da Zorderls Frembringelser ikke uden deur kande bringes til ForbrUgerens Dsr; men han betragtede dog den Arbeidslpn og de Indtægter, som tilfaldt Handel og Industri, som Tab for Agerbruget, og dette Tab inantte derfor bringes ned til det mindst mutige ved fri Concurrence. Falsk som hans hele Opfattelse var, førte den ham dog ad en besynderlig Omvei til Friheden. — Oeconomisterne vandt flere og flere Tilhængere selv blandt be tidligere Forsvarere af Morwpoler, Privilegier og Lailg. Blandt Skolens rneest fremragende Disciple var ogsaa Tnrgot, der var en iiøie Bekjendt af Helvetms og Gournay. Han var en Discipel af Quesnay ilden dog blindt at folge ham i alt. Han var i en sjelden Grad alsidigt dannet og dygtig, men off rebe sig omsider udelukkende for den politiske Oeccmmnie. Hans „Reflexions sur la formation et la dis- tribution des richesses“ betragtes af Mange som den betyd- ningsfUldeste Bog i denne Retning før Adam Smiths be= rømte Vcerk. Ihvorvel han som de andre Odconomister satte Jorden pverst fom Frembringer, gik han dog ikke saa vidt fom disse, men indrammede ogsaa Handel og Industri nogen Betydning som Frembringere. Fra 1761 til 1774 vnr han Intendant i Limoges og udviklede i denne sin Stilling en heldbringende Virksomhed. 1774 kaldtes han tilligemed Malesherbes til at være Minister, men i Spidsen for Mi- nisteriet stod den frivole Hofmand Mcmrepas. Turgot gik til sin Gjernittg uden at skllffe sig selv med salske Forhaabninger. „Jeg forlldseer, sagde han, at jeg vil komme til at staae ene i Kampelt mod alle Slags Misbrag,