Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje
Forfatter: Ludvig Schrøder
År: 1894
Serie: Første Række
Forlag: G. E. C. Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 312
UDK: 338(489)Sch gl.
Ved Udvalget for Folkeoplysnings Fremme.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Venetianske Glasværker.
33
landsvasen. Den har en Højde af 9 1/2 og en
Bredde af 6 Tommer, bestaar dels af blaat og dels
af hvidt Glas og er prydet med et ophøjet Arbejde
(Relief), som den berømte tyske Kunstkjender
Winckelmann (1717—68) mente, forestillede Pelevs
og Totis, Akillevs’ Forældre.
Fra Rom kom Kunsten at tilvirke Glas til
Spanien og Gallien; men her slog den ikke Rod,
og de italienske Glashytter forfaldt under Folke-
vandringen. I de 500 Aar, som fulgte efter denne,
var Konstantinopel Hovedsædet for en blom-
strende Glastilvirkning. Da Venetianerne under
Korstoget 1204 indtog det østromerske Riges Hoved-
stad, lykkedes det dem at hjemføre en stor Mængde
dygtige Glasarbejdere. Venetias Glasværker ble ve
1289 forlagte til Øen Murano, og der blev sat saa
strænge Straffe for at røbe Hemmelighederne ved
Tilvirkningen, at disse i lang Tid bleve bevarede.
Republiken Venetia havde da i Virkeligheden Eneret
paa de finere Glassager, som under Paavirkning
af Kunstens Opblomstring i Italien i det sextende
Aarhundrede fremkom i bestandig mere smagfulde
Former. En smuk Samling af berømte venetianske
Glas findes i de danske Kongers kronologiske Sam-
ling. Frederik 4. havde som Kronprins 1692 be-
søgt Glasværkerne paa Murano, og da han Nyaars-
dag!709 paa en Rejse, han gjorde som Konge, men
under Navnet »Greven af Oldenborg«, atter opholdt
sig i Venetia, blev der paa 12 store Baade, hvis
Korkarle vare iførte Republikens Liberi, overbragt
ham en stor Gave af Glasvarer. Raadsherren, som
opvartede Kongen ved denne Lejlighed, forklarede
ham, »at Regeringen havde tilsendt denneÆreskjænk
til Greven af Oldenborg; men dersom det havde