Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

 i LYSET. § 75. Den første Yttring af Bevidsthed hos et Barn er Ev- nen til at kunne »skønne«, det vil sige, at Barnet ved, at der er en Ting i den Retning, hvorfra Lyset kommer. Det er utvivlsomt først igennem Erfaring, at dette læres, og det kan ikke betragtes som medfødt. Herom vidner, at en Franskmand, hvis Øjenlaage havde været sammenvoksede fra Barnealderen, men bleve aabnede ved Operation, da han var over 30 Aar, ikke mærkede noget usædvanligt derved, men først maatte lære at skønne. Denne Erkendelse, at der er noget i den Retning, hvori man ser det, bliver imidlertid slaaet fast ved Tusinder af Erfaringer i Livet. Hver Gang, vi gribe eller røre ved en Ting, faa vi et nyt Bidrag til Bekræftelsen. Der er derfor næppe nogen anden Maade, hvorpaa der kan iværksættes saa mange og skuffende Sandse- bedrag, som netop derved, at man ved visse særlige Midler, vi senere skulle lære at kende, bringer Lyset til at gaa en anden Vej end den lige imellem Genstand og Øje. Ved mange Forhold i Livet anvendes hin Sætning endog til Opnaaelsen af stor Nøjagtighed. Tager man Sigte over to Punk- ter (Sigtemidler) til et tredje fjernt Punkt (Maalet), forudsætter man saaledes, at naar de 3 Punkter ere i samme Sigtelinie, maa de befinde sig i en ret Linie. Paa denne Maade efterser Landmaa- leren, at en Række Stokke staa i en ret Linie, nemlig naar de staa i samme Sigtelinie. Snedkeren efterser, om en Li- nie er ret ved at holde Øjet ud for Enden af Linien og forvisse sig om, at alle dens Punkter kunne ligge i en og samme Sigte- linie, o. s. v. —