Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Torricelli opdager Lufttrykket. 285 næppe være noget lignende Fænomen som det, at en Metaltraad kan rive sig selv over, hvor ikke alene Metallets Vægt, men ogsaa den Styrke, som Metallet netop har, maa spille en Rolle. Men Galileis Opfattelse af, at Naturen frembyder en vis Modstand mod, at der opstaar et lufttomt Rum, var dog ikke kuldkastet ved det nævnte Forsøg. Det var kun en ny Maade at maale denne Mod- stand paa, nemlig ved Vægten af en Kviksølvsøjle. § 234. Nu faar derimod Torricelli den geniale Tanke, som næppe har ligget synderlig naturlig for Datidens Mennesker, at Grun- den til Vandets eller Kviksølvets Stigning ikke har været en indre Modstand mod, at der opstaar et lufttomt Rum, men hidrører fra et udvendigt Tryk, der hviler paa Vandet i Brønden eller paa Kviksølvet i Skaalen, et Tryk, som maa være lige stort i begge Tilfælde, eftersom det driver de to Vædsker til Vejrs i omvendt Forhold til deres Vægtfylde (§ 205). Dette Tryk, skønner Torri- celli, kan netop være det, som Luften ved sin Vægt udøver. At Luften vejer noget, var jo paavist af Galilei: og da der findes megen Luft — Torricelli tænkte sig den op til en Højde af 50 Mil — maa den trods sin ringe Vægtfylde nok kunne tænkes at veje saa meget som et Vandhav paa 18 italienske Alens Dybde, omtrent 32 danske Fod, eller et Kviksølvhav paa 29 Tommer eller 760 Millimeter. Ved jævnlig at iagttage Kviksølvhøjden bemærkede 1 orricelli snart, at den forandrer sig noget fra Tid til anden, og han erkendte straks, at Grunden hertil maatte være, at Lufthavet over et enkelt Sted ikke altid vejer lige meget; men dets Tryk paa Jordoverfladen maa bero paa Lufthavets øjeblikkelige Tilstand over dette Sted, dets Varme m. m. Han skriver meget oprømt til en Ven om, at han har fundet dette Apparat brugeligt til at iagttage Luftens Til- stand og dermed finde Angivelser m. H. t. Vejrliget. Han har op- fundet Barometret, et Instrument, hvormed man maaler, hvor tung (græsk: barys) Luften er. Men, hvad der er Hovedsagen: den gamle Opfattelse, at Verden er fuld af Luft overalt, hvor der ikke netop er mere haand- gribelige Legemer, skulde nu afløses af den, at Luften ligger om Jorden som et Hav, om end saa dybt eller højt, at det gaar op over alle Bjergtoppe, saa dog rimeligvis al forholdsvis ringe Dybde i Sammenligning med Jordklodens Størrelse. Hermed var ogsaa Vanskeligheden hævet, som Regiomontanus og flere havde følt