Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Mariottes Lov«. 309 Luften »naturlige« Rum. Ethvert Rum er lige naturligt, naar Luf- ten underkastes et passende Tryk. Hvad Hero kaldte »naturligt Rumfang« er blot det. som Luften indtager under 1 Atmosfæres Tryk, det vil sige, det Tryk, som Lufthavet ved egenVægt udøver ved Jordoverfladen eller rettere ved Havoverfladen; ti, som Pascal har paavist, det aftager med Højden. § 259. Loven, som burde hedde Boyles Lov, kaldes i Al- mindelighed Mariottes Lov (§ 260). Den er imidlertid af flere Fysikere i den senere Tid bleven undersøgt paany; og de for- bedrede Maaleapparater og Fremgangsmaader have vist, at Loven, naar den bliver set omhyggeligere efter, ikke er helt simpel. En Række af dette Aarhundredes fineste Eksperimentatorer, mest Franskmænd, men ogsaa f. Eks. Danskerne H. C. Ørsted og Major Suensson have med stadig stigende eksperimental Kunst haft Sagen under Behandling. Først bemærkede man nogle smaa Afvigelser, men man ansaa disse for Maalefejl; ti Loven maatte jo nok være rigtig. Saa viste det sig. at der var visse Luftarter, som ganske bestemt afveg: de bleve stærkere sammentrykkede, end de efter Loven skulde. Da det imidlertid viste sig, at disse Luftarter vare saadanne, som ved endnu stærkere Sammentrykning og ved Af- køling (hvorom senere) kunde blive til Vædske, mente man, at de vare ikke rigtige Luftarter. Men for de rigtige maatte Loven gælde. Ja, man holdt paa Loven som en Slags Fornuftlov, det vil sige, at det med logisk Nødvendighed maatte være saaledes: at den dobbelt saa tæt sammentrykkede Luft maatte trykke dobbelt saa stærkt. Fremragende Fysikere vedbleve at holde paa Loven tiltrods for de Afvigelser, de selv fandt; og de skød Skylden for Afvigel- serne paa Fejl i deres egne Maalinger. Endelig foretog den franske Fysiker Regnault (1810—78) Maalinger af saadan Beskaffenhed, at der ingen Tvivl mere kan være om. at Loven ikke for nogen eneste Luftart er absolut rigtig. De ere alle for sammentrykkelige paa Brintluft nær (hvorom senere), og man vilde efter den tidligere Tankegang saa straks være til- bøjelig til at mene, at de tilhobe ere Dampe undtagen Brint, som skulde være den eneste virkelige Luftart. Men nu vise Regnaults Maalinger endelig, at Brinten gaar til den modsatte Side og lader sig trykke for lidt sammen. — Der er saaledes overhovedet ikke nogen Luftart, der følger den formentlige Fornuftlov; men denne