Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

JORDKLODEN. § 271. I Aarhundrederne efter Amerikas Opdagelse begyndte Vesteuropæerne — ligesom i sin Tid Grækerne (Eratosthenes, § 28, og Posidonios, § 52) og Muhamedanerne (Al Mamun § 57) — at maale Jordklodens Størrelse. At bestemme, hvor mange Grader og Minutter et Sted ligger Nord for et andet — Stedernes Bredde- forskel —, var man forlængst bevandret i. Dette var jo blot at bestemme Polhøjderne paa de to Steder og tage Forskellen mellem disse (§ 46). Men at bestemme Stedernes Afstand i Liniemaal var betydelig vanskeligere, naar det skulde være nøjagtigt. En anset Læge i Paris Jean Fernel tog sig denne Opgave ret let, da han for første Gang i den nyere Tid i Aaret 1525 gen- optog den og kørte fra Paris til Amiens og talte Vognhjulets Om- drejninger. Vejen var ikke ganske lige, saa Fernel maatte anbringe en Rettelse paa den kørte Vejlængde, men fandt desuagtet et meget respektabelt Maal for en Breddegrad, nemlig 57070 Toiser. Toisen (en Favn) er det gamle franske Maal, og ved denne ville ogsaa de nærmest følgende Maalinger blive angivne. Den er 1,949 Gange den senere fastslaaede Meter. Den næste Maaling blev udført i 1615 af Hollænderen Snel- lius (§ 106); og han har Fortjenesten af at have indført den saa- kaldte Triangulering. Denne er grundet paa den Sætning, at en Trekant er bestemt, og dens Stykker kunne beregnes, naar man kender en Side og de to hosliggende Vinkler (§ 23). Naar man først paa et jevnt og bekvemt Sted har maalt en Linie a b (Fig. 265), behøver man ikke at udføre flere Liniemaalinger, men kan besørge alt øvrigt ved Vinkelmaalinger og Beregninger. Man