Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

474 En Medlyd. lyden afslutter. Aabningen kan ske paa forskellige Steder af Mundhulheden, f. Eks. med Læberne: &. p. m, eller med Under- læben mod Fortænderne i Overmunden: v, eller med Tunge- spidsen mod de samme Tænder: t, d, eller med Tungen mod Ganens forreste eller bageste Del: n, l, g. Dog er der ogsaa undertiden andre Omstændigheder medvirkende. Saaledes kræver m og n tillige en Resonnants i Næsehulheden, der bagtil har For- bindelse med Mundhulheden. Denne Resonnants kan man lade vare i længere Tid ligesom en Selvlyd. Det samme gælder flere andre Lyde, som vi pleje at kalde Medlyde, medens f. Eks. de hinduiske Grammatikere foruden Selvlyde og Medlyde ogsaa havde Halvselvlyde, navnlig Hvislelyde, som s, der ogsaa aabenbart kan lyde længe, eller som j. Endelig har Bogstavet r det paa sin egen Maade; ti det bestaar ikke i nogen Indlednings- eller Slutningsbølge, men snarere i en Ituhakning af en Medlyd, iværk- sat derved, at Tungen dirrer imod Ganen, og for hver Gang den aabner, tilsteder et lille Stykke af Selvlyden at dannes. Hos andre Folkefærd er denne Ituhakning i Reglen adskilligt grundigere end den, de fleste danske foretage, naar de udtale deres bløde r. § 375. Ligesom Helmholtz frembragte rene Selvlyde med sine Gaffelapparater, har man ogsaa konstrueret »Talemaskiner« ved Hjælp af Fløjter, afstemte paa lignende Maader som Gaflerne. Ligesom paa et Orgel staa Fløjterne i Forbindelse med en Blæse- bælg, hvorfra der kan aabnes med Tangenter. Luftstrømmen gaar ud igennem en Aabning med Læderlæber og andre Opluknings- midler. Et r bliver ligefrem dannet derved, at en lille Mølle inde i den kunstige Mund snurrer rundt og ituklipper Vokalens Bølge- række. En saadan Frembringelse af menneskelig Tale er for saa vidt interessant, som den er et haandgribeligt Vidnesbyrd om, at Ordets Natur og Frembringelsesmaade er rigtig forstaaet. Derimod er Talen ikke hyggelig at høre, idet den navnlig er fuldkommen monoton; der er ikke nogen Variation i Grundtonen, hvad der altid er i almindelig menneskelig Tale, des mere, jo stærkere denne er paavirket af Sindsstemningen (§ 369). § 376. En helt anden Art af Talemaskine er i 1877 opfun- den af Edison, om hvem senere, og er vel kendt under Navnet Fonografen. Den modtager Talen af den menneskelige Mund og afgiver den senere igen, naar man behager. Den kan selvfølgelig ogsaa modtage og aflevere Musik og andre Lyde.