Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Epikykleteorien. 55 Mesteren for det hele, medens andre, særlig i Nutiden, i Ptole- mæos blot har set en uredelig litterær Afskriver. Det sidste er lige saa ubilligt, som hint er urigtigt. Men af det anførte er det forklarligt, at den Verdensanskuelse, Ptolemæos personlig hyldede, kom til at raade temmelig uindskrænket i over halvandet 1 usinde Aar. Derfor kendte ingen mere Aristarks geniale Tanker om Jord- klodens Akseomdrejning og Bevægelse om Solen. Ptolemæos var nemlig den meget nøgterne Videnskabsmand, som holdt sig til, hvad han kunde se. Han antydede end ikke Muligheden af, at det kunde være Jorden, der bevægede sig. Det ser ud, som om Fiksstjernehimlen drejer sig, og saa lader han Fig. 37. Epikykleforklaring af Planetbevægelserne. den dreje sig. Sol, Maane og Planeter have derimod afvigende Bevægelser, og saa beskriver han, hvorledes de maa bevæge sig, for at vise sig som de gøre, idet Jordet er tast. § 56. Allerede Hippark havde funden, at Maanens Afstand fra Jorden er forskellig til forskellige Tider, og han havde derfor antaget, at det ikke var Jordens Midtpunkt, men et Punkt uden- for dette, hvorom Maanen bevægede sig. Ptolemæos finder, at dette ikke kan forslaa til at forklare Uregelmæssighederne i Maa- nens Bevægelse; men saa lader han igen selve Midtpunktet for Maanebanen bevæge sig omkring Midtpunktet af Jorden, altsaa Maanen gaar i en Cirkel om et Centrum, der selv gaar i en Cirkel. Ptolemæos brugte en lignende Forklaring m. H. t. Plane- ternes Bevægelser; men heller ikke denne var helt ny. Længe