Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1896

Serie: Historisk Fysik bind I

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 569

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 596 Forrige Næste
Mangler ved det kopernikanske System. 71 Paa samme Maade forklares Jupiters og Saturns Bevægelser. Merkurs og Venus’ Bevægelser omkring Solen, men indenfor Jorden, vise sig fra Jorden som Bevægelser frem og tilbage forbi Solen, medens de i Virkeligheden ere os betydelig nærmere, naar de ere paa denne Side af Solen, end naar de ere hinsides denne. Til Tider, da Venus er Øst for Solen, saa at Solen gaar ned før den, optræder den som Aftenstjerne efter Solnedgang. Til Tider, da Venus er Vest for Solen, saa at den staar op før Solen, er den Morgenstjerne. Merkur kan ligeledes til Tider være Morgen- stjerne og til Tider Aftenstjerne, men da den er saa nær ved Solen, se vi den aldrig fjerne sig langt til Øst og Vest for denne, hvorfor det navnlig i Jordstrøg som vore, hvor Solen ikke gaar stejlt ned, er meget vanskeligt at se Merkur i Aften- eller Morgen- dæmringen. Kopernikus, der dog havde været i Italien, hvor Solen gaar stejlere ned, og Luften er klarere, skal paa sin Dødsseng have beklaget ikke at have set Merkur. Ogsaa de indre Planeters Baner, navnlig Merkurs, helde noget imod Jordbanen, og det hører derfor til Sjældenhederne, at vi se dem passere lige forbi Solen. § 65. Saaledes havde Kopernikus, vel under Forudsætning af, at Jorden saavel som Planeterne bevæge sig i Cirkler om- kring den faste Sol. givet en Forklaring af disses sære Bevægelser; men han maatte for at faa Forklaringen til at stemme med Iagt- tagelserne sætte Cirklernes Centrer noget borte fra Solen, og endda maatte Kopernikus selv indrømme, at fuldstændig Overens- stemmelse var ikke til at bringe til Veje. Nu er det imidlertid en Fordring, man billigvis maa stille til en Forklaring, at den bringer Overensstemmelse til Veje. Og selv om den gør det, er det dog ikke sikkert, at det er den rigtige Forklaring; men gør den det ikke, slaar den kun omtrent til, og ere Afvigelserne saadanne, at de ikke kunne anses som Observationsfejl, har Forklaringen eller Teorien intet Krav paa at anerkendes. Den næste store Astronom, vi træffe paa, vor Landsmand Tyge Brahe, finder ikke den for- nødne Overensstemmelse og bygger derfor ikke videre paa denne Grund, men tager Sagen op forfra, og det saa grundigt som aldrig før. § 66. Tyge Brahe blev født 1546 paa Knudstrup i Skaane og var blandt 10 Børn ældste Søn af Otto Brahe og Beate Bille,