Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1896
Serie: Historisk Fysik bind I
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 569
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Mangler ved det kopernikanske System.
71
Paa samme Maade forklares Jupiters og Saturns Bevægelser.
Merkurs og Venus’ Bevægelser omkring Solen, men indenfor
Jorden, vise sig fra Jorden som Bevægelser frem og tilbage forbi
Solen, medens de i Virkeligheden ere os betydelig nærmere, naar
de ere paa denne Side af Solen, end naar de ere hinsides denne.
Til Tider, da Venus er Øst for Solen, saa at Solen gaar ned før
den, optræder den som Aftenstjerne efter Solnedgang. Til Tider,
da Venus er Vest for Solen, saa at den staar op før Solen, er
den Morgenstjerne. Merkur kan ligeledes til Tider være Morgen-
stjerne og til Tider Aftenstjerne, men da den er saa nær ved
Solen, se vi den aldrig fjerne sig langt til Øst og Vest for denne,
hvorfor det navnlig i Jordstrøg som vore, hvor Solen ikke gaar
stejlt ned, er meget vanskeligt at se Merkur i Aften- eller Morgen-
dæmringen. Kopernikus, der dog havde været i Italien, hvor Solen
gaar stejlere ned, og Luften er klarere, skal paa sin Dødsseng
have beklaget ikke at have set Merkur.
Ogsaa de indre Planeters Baner, navnlig Merkurs, helde
noget imod Jordbanen, og det hører derfor til Sjældenhederne, at
vi se dem passere lige forbi Solen.
§ 65. Saaledes havde Kopernikus, vel under Forudsætning
af, at Jorden saavel som Planeterne bevæge sig i Cirkler om-
kring den faste Sol. givet en Forklaring af disses sære Bevægelser;
men han maatte for at faa Forklaringen til at stemme med Iagt-
tagelserne sætte Cirklernes Centrer noget borte fra Solen, og
endda maatte Kopernikus selv indrømme, at fuldstændig Overens-
stemmelse var ikke til at bringe til Veje. Nu er det imidlertid en
Fordring, man billigvis maa stille til en Forklaring, at den bringer
Overensstemmelse til Veje. Og selv om den gør det, er det dog
ikke sikkert, at det er den rigtige Forklaring; men gør den det
ikke, slaar den kun omtrent til, og ere Afvigelserne saadanne, at
de ikke kunne anses som Observationsfejl, har Forklaringen eller
Teorien intet Krav paa at anerkendes. Den næste store Astronom,
vi træffe paa, vor Landsmand Tyge Brahe, finder ikke den for-
nødne Overensstemmelse og bygger derfor ikke videre paa denne
Grund, men tager Sagen op forfra, og det saa grundigt som
aldrig før.
§ 66. Tyge Brahe blev født 1546 paa Knudstrup i Skaane
og var blandt 10 Børn ældste Søn af Otto Brahe og Beate Bille,