Bidrag Til Bestemmelse Af Meteorologiske Elementers Perioder 1915

SEKUNDÆRE MINIMA OG MAXIMA. 63 Betydning som et Udtryk for Fejlloven for mange Værdier, men aldeles intet udsiger om Fejlen paa den enkelte Værdi. Berettigelsen af en Hypo- tese som den sidst opstillede vil maaske derfor ikke kunne undersøges paa et givet Tidspunkt, men dette vil kunne ske senere, thi hvis den sande Temperaturkurve ikke har et saadant sekundært Minimum, maa det gennem- gaaende udviskes mer og mer i Middeltallene, efterhaanden som Iagttagelses- materialet forøges. Til Undersøgelse af det foran betragtede »Fænomen« har vi saaledes nu et større lagttagelsesmateriale, end Dove var i Besiddelse af, og vi kan da afslutte Omtalen af denne Sag med nogle Udtalelser af HamD\ der refererer sig til hundredaarige lagttagelsesrækker for Wien, Breslau og Paris: »Der Kälteriickfall zu Anfang Mai (Eismänner 10. 11. 12.) tritt in den Tagesmitteln nicht auffallend hervor«, medens det med Hensyn til disse Temperaturkurvers almindelige Udseende bemærkes, at: »Manche dieser Kälteruckfälle und Wärmeperioden treten zu gewissen Jahreszeiten so häufig und kräftig auf, dass sie selbst in hundertjährigen Tagesmitteln sich als scheinbar feststehende Eigentiimlichkeiten des jährlichen Wärme- ganges geltend machen, während im ubrigen die Linie des jährlichen Temperaturverlaufes namentlich im aufsteigenden Aste wie mit Sägezähnen besetzt erscheint, so unruhig bewegt sich die Temperatur auf und ab«. Medens vi i det foregaaende blot undersøgte et enkelt Sted i Tempe- raturkurven, maa vi, naar der bliver Spørgsmaal om Normalpladsernes Tilladelighed, undersøge F'orholdene i hele Periodens Længde. Vi anvender hertil Resultatet af en Udjevning af Temperaturens aarlige Gang i Køben- havn, hvortil der er benyttet en tidligere omtalt lagttagelsesrække. Fig. 12 fremstiller Partiet omkring Maximet af den udjevnede Kurve og af de forelagte Værdier for hver enkelt Dag. Betegner vi lagttagelsesværdierne for de enkelte Dage med o og de udjevnede Værdier med u, faar vi i Gennemsnit for hele Aaret Å2(ø) = -076 og [o — u)* 2 = -055. Inddeler vi Aaret i de sædvanlige meteorologiske Aarstider, faar vi i Gennemsnit Vinter. Foraar. Sommer. Efteraar. X2(ø) • 109 •075 -060 •O6O, (0 —• z/)2 • 074 •054 -050 •°43- Betegner vi de ubekendte Værdier af den sande Funktion med w, skal man i Gennemsnit have X2(^) = (0 — v)2; dersom denne Ligning ikke er rigtig, kan dette nemlig kun skyldes Usikker- heden i Bestemmelsen af Å3(ø), og denne Usikkerhed er i dette Tilfælde forholdsvis ringe, da der til Beregningen af de enkelte Værdier af Å2(ø) er benyttet 124 Iagttagelser2). »Lelirbuch der Meteorologie«, Leipzig 1906. S. 84—85. 2) Det bør dog bemærkes, at \(ø) kun er beregnet for hver femte Dag.