De Danske Skove

Første Kapitel Egens Størrelse og Væxt. I nyere Tid liar man her i Danmark fremhævet Bøgen som Skovens skjønnesle Træ, ellers ere alle Europas Nationer lige fra Homernes Tid enige i at give Egen Forrangen. Dig- terne have blandt Træerne givel den samme Forrang som Løven blandt Dyrene. At Egen i den menneskelige Forestilling er stillet paa en saa ophøiet Plads blandt Skovtræerne, hid- rører fra, at den i høiere Grad end noget andet Træ for- ener Præget af Styrke og Skjønhed. Medens andre Træer, t. Ex. Bøgen, for at vise sig skjønne, udfordre, at Grenene ere skjulte af Bladene, ere Egens Grene derimod af en saa- dan Form og Størrelse, at man næsten kan sige, at det er først naar Løvel er faldet, at vi faae den fyldigste Forestilling om det, som udmærker Egens Form; medens Bøgen lægger Alt paa sin Stamme, saa al Grenene blive tynde og svage, erholde Egens Grene saa rigelig Næring og opnaae en saadan Størrelse, at de meget godt svare til den mægtige Stamme. Dette Præg af Styrke forøges endmere derved, at Kvistene frembyde et knudret og \redet Udseende og synes at være ordnede i en Zigzag - Stilling. Delte hidrører fra, at Side- kvistene staae næsten lodret paa Hovedgrenene, som altid ere meget kortere end Endekvistene. Men Egen freinbyder ogsaa andre Sider, hvorved den altid har været Folkene kjær: dens Ved er bleven benyttet