De Danske Skove
Forfatter: Chr. Vaupell
År: 1863
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 309
UDK: 634.(489)
Med 21 i Texten indtrykte Illustrationer og et Titelbillede efter Originaltegninger af Nordahl Grove o.fl. samt et Kort.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
HI
■■■■■SSSa
141
i sin Rigdom paa gamle Ege, men de forrige Eiere have ikke
skaanet disse Vidnesbyrd om, at ogsaa Jylland kunde frem-
bringe store Ege, hvorfor den nuværende Eier kun har fore-
fundet Resterne'deraf, hvilke imidlertid ikke ere uden Inter-
esse. Her staaer saatedes en Egestub, som paa det bredeste
er 134 Fod i Tvermaal, og hvis Omfang har været imellem
36 og 40 Fod. Træet, som blev fældet i Aarene 1830 til
1840, delte sig i 20 Fods Høide i to Grene, hvoraf den ene
i den tidligere Tid var affalden; Stammen og den anden Gren
indeholdt 22 Favne Brænde og 16 l?od almindeligt Bygnings-
tømmer.
En anden Egestub er 2 Kod over Jorden og har der
et Omfang af 30 Fod, men denne fremviser en anden
Mærkelighed, som næsten er uden Exempel. Fra Saugkanten
har den gjort 13 tii 14 Skud, hvoraf de mindste have været
10 til 12 Fod høie. Trykkede af den omgivende Opvæxt ere
de kvalte paa to nær. Den Evne, som Træerne have til at
gjøre nye Skud fra den afkappede Stub, svækkes som be-
kjendt med Alderen. Uagtet Egen vel i fortrinlig Grad besidder
denne Evne, har man dog aldrig troet, at den kunde bevares
i en /Uder af over 300 Aar. Alle gamle Ege ere dog endnu
ikke forsvundne fra Gyllingnæs Skov. En mægtig Eg staaer
paa en saa sumpig Jordbund, at Havesygen ikke har kunnet
naae den; den er 25 Fod i Omkreds, den nederste Gren,
som er affalden, er 20 Fod, derefter følge kraftige Grene,
som vegetere, men Toppen er udgaaet. Barken er knudret;
Træet, som er hult, men forresten livsfrisk, afgiver Bolig for
Ræve. Inde i den hule Stamme slynger sig en vild Kose,
Gyllingnæs Ege, som jeg ikke selv har besøgt, ligesom de fleste andre
Kæmpeege.