De Danske Skove

161 stærkere. Ingen anden Egeform har større (liniere) Kroner, Grenlagene følge saa hyppigt efter hverandre, som om de» var en fritstaaende Bøg, og hvad der især er paafaldende, er, at paa Udkanten, hvor Underskoven ikke bestemmer Grenenes Udgangspunkt, den høie Krone ikke er mere end 7 til 8 Fod fjernet fra Jorden. Det er sandsynligvis Jordbunden, som har givel Træet Kraft til at bevare disse Grene, hvorimod de ellers ere undertrykte hos Ege af denne Alder og Størrelse, indtil omtrent 12 Fod overjorden. Alle de anførte Ejendomme- ligheder ere af den Art, at man ikke alene maa sige om disse Ege, al de frembyde særegne Former, men ogsaa i Skjønhed kunne maale sig med Egene fra enhver anden dansk Skov- egn. De have ogsaa forhen været berømte for deres God- hed, men ved en vild og skaanselløs Behandling ere mange af de skjønne Træer bievne saaledes tilredte, al Budbjerggaards Ege have tabt deres gode Navn. En tidligere Eier fulgte, i Udvisning af Egetømmer til Bønderne, den Fremgangsmaade, at han ikke anviste dem hele Træer, men kun store Grene, i den Formening, at han paa denne Maade tilfredsstillede Bøn- dernes Fornødenhed og sparede Træerne. Herved bleve mange af de stolte Ege topstevnede eller grenhuggede , hvil- ken Mishandling berøvede dem deres skjønne Form og var til stort Tab for Eieren, da Vedet i alle disse Træer øde- lagdes. Egen er nemlig saa følsom for Jern, at Vedet ved ethvert Indsnit bedærves i større eller mindre Udstrækning, hvorfor det er misligt at borttage nogen Gren.*) ’) Nogle af de ældste Ege i Rudbjerggaaards Skove frembyde et andet mærkeligt Træk: de have nemlig i Spidsen nogle tørre Grene. Der synes at være den samme Svaghed hos de to- til trehundredeaarige Træer, som i en tidlig Alder indfinder sig hos Bøgen paa den laa- landske Ler. Denne Toptørhed, som ikke skal skade Vedets Godhed, 11