De Danske Skove

187 hvor denne stod paa en taalelig god Jordbund, kunde den fremtræde med en saadan Fylde, at den rnaatte bidrage til at forøge del Indtryk af Styrke, som Egeskoven altid fremkalder, hvad enten den minder om Knuthenborgs og lludbjerggaards Egeskove med de hoie Stammer og dybe Kroner, eller Konge- skovens og Kjederups Egeskove med de korte Stammer og omfangsrige Kroner. Naar man kastede Blikket paa de ud- strakte Egeskove, hvor Stammerne med deres brede Kroner hævede sig over Hasselens Løvtag som en Anden-Etage-Skov, fremkaldte dette Forestillingen om Egen som Skovens Herre, hvis Undersaatter, Hasselen og Hvidtjørnen, arbeide paa at be- vare og nære de mægtige Ege, som trykke dem med et. Aag, der dog ikke er haardere, end at de under almindelige For- hold kunne vedblive at gavne Egeskoven. At en saadan Egeskov har existeret, og at den er ble- ven rigtig opfattet, derom vidner Digteren af Marsk Sligs Kæmpevise: store Ege i Skoven staae, Eaar de udi Storm nedfalde, Da slaae de neder baade Hassel og Birk Og andre smaa Ymper med alle. Det er meget længe siden, at Flerheden af Fortidens Egeskove liar frembudt et saa smukt og regelmæssigt Ud- seende; for de Hestes Vedkommende var det i de sidst forløbne Aarhundreder ikke Tilfældet og næsten umuligt paa ('.rund af de mange tamme og vilde Dyr, som græssede i Skovene. Dyrene gnavede, som ovenfor S. 16 er omtalt, alle de Grene, de kunde naae, hvorved Underskovstræerne bleve