Verdens Udviklingen

 HESTENE I TERTIÆRTIDEN efterhaanden bliver færre og færre, hvorledes Albueben og Læggeben formindskes, og hvorledes Kindtændernes Bygning bliver mere indviklet, samtidig med at de tager til i Størrelse. En fælles Stamfader til Nutidens Hest har da maaske den før omtalte Phenacodus været eller dog en anden af meget nær samme Bygning; og den er forsøgt tegnet til venstre paa Fig. 156. Et Skridt videre i Retning mod Nutidens Slægtninge var Hyracotherium, der er afbildet i Baggrunden til højre for Phenadocus, Fig. 156. Paa sine Forben havde den 4 Tæer, og den ene var endda temmelig lille. Paa Bag- benene havde den kun 3 Tæer. Baade i For- og Bag- fødder er den midterste Taa mere vel udviklet end de andre. Kindtænderne var knaldrede antagelig har Hyracotherium derfor Føde, som Phenacodus. En større Tilnærmelse til Hesten der kun havde 3 Tæer paa hver Fod, paa Tyggefladen; levet af blandet viser Mesohippus, og hos hvem den midterste Taa var endnu mere fremtrædende i Forhold til de to andre. En lille Splint paa Forfoden antydede dog en 4de Taa. Dens Tænder er atter noget mere hesteagtige end Hyracotheriums, idet deres Tyggeflade ikke er knul- dret men paa Overgang til foldet. Miohippus er igen endnu lidt videre fremme. Dens Midtertaa har mere Overvægt over Ydertæerne, som under Gangen neppe har rørt Jorden, undtagen paa blød Jordbund. Albuebenet er ogsaa bleven meget tyndt i Sammenligning med det andet Ben i Underarmen, der kaldes Spoleben; og i endnu højere Grad er Skinnebenet tiltaget i Størrelse paa Lægbenets Bekostning. Kindtæn- derne havde paa Tyggefladen uregelmæssig bugtede, lang- strakte Forhøjninger, som gik af ved Slid, saa der dan- nedes Halvmaanefigurer, der minder meget om Hestens Kindtænders. Videre udviklet var Protohippus og den nærstaaende Hipparion, der er forsøgt fremstillet i Fig. 157. Disse havde endnu 3 Tæer, men Ydertæerne er meget mindre end hos Vilhelm Rasmussen: Verdensudviklingen. 13 193