Verdens Udviklingen

Forfatter: Vilhelm Rasmussen

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG

Sted: KØBENHAVN

Sider: 553

UDK: 5

KØBENHAVN

DET NORDISKE FORLAG

ERNST BOJESEN

1903-4

H. H. THIELES BOGTRYKKERI

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
AMØBERNES BYGNING nævnte Eskempler paa Hvirveldyr, saa er der dog allige- vel noget fælles i deres Legemsbygning. De har alle et særligt Fordøjelsesapparat til Bearbejdelse af Fødemid- lerne, Muskler, der bl. a. benyttes til Bevægelse, et Nerve- system, som spiller en Rolle for Musklernes Arbejde og desuden staar i Sansningens Tjeneste, Kønsorganer, hvis Virksomhed sørger for Dyrenes Forplantning, Aarer og som Regel et Hjærte til Optagelse af Blodet, og en Hud. Med de nævnte Eksempler og de Dyr, der nogenlunde er bygget som dem, er dog langt fra alle Dyretyper om- talt. Der gives nogle, som selv for en grundigere Betragt- ning synes ganske forskellige fra alle de hidtil beskrevne, idet deres Legeme kun bestaar af en eneste Slimklump. Det er dem, der med ett Navn kaldes Urdyr, og som alle- rede blev flygtig beskrevet Side 141. En af de aller simpleste Former er Amøberne. Hele Dyret er kun een Slimmasse, saa lille bitte, at den maa forstørres mange Gange for at blive saa stor som Fig.214. Amøberne lever i Vand og paa fugtig Jord. Under heldige Livsforhold skifter deres Legeme stadig Form, idet Slimen skyder ud i en lang »Finger« snart et Sted snart et andet Sted; og herved er Amøberne dels istand til at komme ganske langsomt fremad, dels opnaar de lejlighedsvis at faa fat i noget Bytte. Næringen kan indtages paa et- hvert Sted af Legemet; og der er, som man ser, ingen særlige Fordøjelsesorganer. Hele Slimen har Evne til at bearbejde Fødemidler, saa at det fordøjelige optages som Næring. Resten udstødes et eller andet Sted. Paa denne simple Maade ernæres en Amøbe, og samtidig trækker den »Vejret« lige saa simpelt. Den friske Luft, Ilten, trænger nemlig ind overalt; og den Kulsyre, som dan- nes ved Forbrændingen i Slimen, træder ud fra hele Overfladen. Væksten er ogsaa af en egen Natur; ti den bestaar blot i, at Slimmassen altid bliver større og større uden anden synlig Forandring. Men naar Væksten er gaaet for sig indtil en vis Grænse, begynder Amøben at sørge for sin Formering, o: Frembringelsen af nye Indi- 260