Verdens Udviklingen
Forfatter: Vilhelm Rasmussen
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG
Sted: KØBENHAVN
Sider: 553
UDK: 5
KØBENHAVN
DET NORDISKE FORLAG
ERNST BOJESEN
1903-4
H. H. THIELES BOGTRYKKERI
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
AMØBERNES BYGNING
nævnte Eskempler paa Hvirveldyr, saa er der dog allige-
vel noget fælles i deres Legemsbygning. De har alle et
særligt Fordøjelsesapparat til Bearbejdelse af Fødemid-
lerne, Muskler, der bl. a. benyttes til Bevægelse, et Nerve-
system, som spiller en Rolle for Musklernes Arbejde
og desuden staar i Sansningens Tjeneste, Kønsorganer,
hvis Virksomhed sørger for Dyrenes Forplantning, Aarer
og som Regel et Hjærte til Optagelse af Blodet, og en
Hud.
Med de nævnte Eksempler og de Dyr, der nogenlunde
er bygget som dem, er dog langt fra alle Dyretyper om-
talt. Der gives nogle, som selv for en grundigere Betragt-
ning synes ganske forskellige fra alle de hidtil beskrevne,
idet deres Legeme kun bestaar af en eneste Slimklump.
Det er dem, der med ett Navn kaldes Urdyr, og som alle-
rede blev flygtig beskrevet Side 141.
En af de aller simpleste Former er Amøberne. Hele
Dyret er kun een Slimmasse, saa lille bitte, at den maa
forstørres mange Gange for at blive saa stor som Fig.214.
Amøberne lever i Vand og paa fugtig Jord. Under heldige
Livsforhold skifter deres Legeme stadig Form, idet Slimen
skyder ud i en lang »Finger« snart et Sted snart et andet
Sted; og herved er Amøberne dels istand til at komme
ganske langsomt fremad, dels opnaar de lejlighedsvis
at faa fat i noget Bytte. Næringen kan indtages paa et-
hvert Sted af Legemet; og der er, som man ser, ingen
særlige Fordøjelsesorganer. Hele Slimen har Evne til at
bearbejde Fødemidler, saa at det fordøjelige optages som
Næring. Resten udstødes et eller andet Sted. Paa denne
simple Maade ernæres en Amøbe, og samtidig trækker
den »Vejret« lige saa simpelt. Den friske Luft, Ilten,
trænger nemlig ind overalt; og den Kulsyre, som dan-
nes ved Forbrændingen i Slimen, træder ud fra hele
Overfladen. Væksten er ogsaa af en egen Natur; ti den
bestaar blot i, at Slimmassen altid bliver større og større
uden anden synlig Forandring. Men naar Væksten er
gaaet for sig indtil en vis Grænse, begynder Amøben at
sørge for sin Formering, o: Frembringelsen af nye Indi-
260