Verdens Udviklingen

MENNESKETS OG ANDRE DYRS AANDSLIV maalet om, hvilke Dyreformer Mennesket har haft til Forfædre. MENNESKETS OG ANDRE DYRS AANDSLIV. Selv blandt dem, der indrømmer, at Menneskets Le- gemsbygning og Individ-Udvikling afgjort taler for, at Mennesket har udviklet sig af et fortidigt Dyr, er der Nogle, der hævder, at Menneskets Aandsliv umuliggør en saadan Anskuelse. Det viser tvertimod, at det har en særegen Oprindelse fra en Skabers Haand. Navnlig blandt Gejstlige med en Smule naturvidenskabelig Dannelse kan man træffe denne Tankegang. De indrømmer, naar galt skal være, at Mennesket i legemlig Henseende stammer fra Dyr. Men »Aanden« har i ethvert Fald en anden Herkomst. Denne Opfattelse, der synes at være den sidste Skanse, som Afstamningslærens og Udviklingslærens Modstan- dere tænker paa at forsvare sig fra, er begribeligvis det det rene Visvas. Enten er Mennesket legemligt og aande- ligt en Skabers Værk, eller ogsaa er det i begge Hen- seender et Resultat af en naturlig Afstamning' og Ud- vikling. Det var i gamle Dage, at man troede, at »Aanden« var en Person i Legemet. I vor Tid findes en saadan barnlig 1 ankegang kun hos Naturfolkene, dem man uheldigt men almindeligt kalder de Vilde. De tror, at Aanden eller Sjælen er Noget for sig, der forlader Legemet om Natten og muntrer sig paa egen Haand, og som ved Døden helt tager Afsked fra det »afsjælede« Legeme og lever vi- dere som Sjæl. Nu om Stunder véd vi, at der ikke paa den Maade er nogen Sjæl eller Aand i et Menneske. Og vi véd, at alle de Livsytringer, vi kalder Sjæleliv eller Aandsliv, paa det nøjeste er knyttet til Nervesystemet, □: Nerverne, Rygmarven, Hjærnen og enkelte mindre Bestanddele’ Det højere Aandsliv er endda snevrere begrænset; ti det bliver til i den yderste, graalige Del af den store Hjærne. 35* 547