Søren Hjort
Dynamoprincippets Opfinder

Forfatter: Sigurd Smith

År: 1911

Forlag: Udgivet af Elektroteknisk Forening

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 32

UDK: 92 Hjo TB Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000247

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 54 Forrige Næste
27 Slags Ingeniør- og Patentbureau, idet han hjalp Udlæn- dinge med at faa Eneretsbevillinger, arbejdede for nye Bane- og Broanlæg m. m. Først i Tredserne lod han undersøge, hvorvidt bornholmske og Silkeborg Kul og Tørv egnede sig til Briketter. I April 1860 ansøgle han Regeringen om at faa en Ansættelse, hvorved han kunde bidrage til Jærnbaners Anlæg her i Landet, og henviste samtidig til sine tidligere Fortjenester paa dette Omraade. Da han endnu et Aar efter ikke havde faaet nogen Stil- ling, anmodede han om, i Fald en saadan Stilling ikke kunde gives ham, at faa en aarlig Understøttelse. Da »Ideen til den sjællandske Jærnbanes Anlæg saavelsom til Banens Hovedretning for en væsentlig Del skyldes Sekretær Hjorth.......og der ogsaa maa tilskrives ham en ikke ringe Andel i Foretagendets Gennemførelse«, ind- stilledes Hjorth til en Understøttelse paa Finansloven 1861—62. Han erholdt delle Aar og de følgende til sin Død 500 Rd. Hjorth boede efter sin Hjemkomst fra England paa Nørrebro i København. Han var i 1845 bleven viet til Vilhelmine f. Hansen, Enke efter Landmand Diderick Anker til Lille Egede og var derved bleven Stedfader til to Døtre. Selv blev han barnløs. Om Hjemmet vides ikke meget, Steddøtrene var allerede voksne og ude fra Hjemmet, da Hjorth giftede sig. Alt tyder paa, at Hjorth i Hjemmet saa vel som ude har været meget skattet. Han var altid elskværdig og hjælpsom, selv om han skulde bringe et stort personligt Offer. I Selskab vakte han Opmærksomhed ved sin Ævne til at fængsle og ved sin alsidige Viden. I Johanneskirken var lian blandt Pastor Frimodts faste Tilhørere. Af Vækst var han lille — et Par Tommer under Middelhøjde — maaske var det af denne Grund, at han altid gik med høje Hæle og høj Hat. Hans Lød var frisk, Øjnene graalige og hans Haar graanet, allerede da han var midt i Halv- tredserne. Det følger af sig selv, at i en saa knap Tid som den ovenfor skildrede blev der ikke godt Raad og ikke megen Tid til at sysle med Eksperimenter. Dog søgte og fik 3