Naturens Vidundere

108 Jo mere ensomt en fra gammel Tid af befolket Oceanø er belig- gende. desto mere særegne for den er altsaa dens Arter af Dyr (og Planter). Denne Ejendommelighed bliver kun forstaaelig ud fra den Antagelse, at de for Øen særegne Arter derude har omdannet sig af andre, udefra indvandrede Arter. Om Arter, der tilsammen dan- ner en for Øen særegen Slægt, maa vi antage Nedstamning fra en til Øen fordrevet Stamform. Øer, der ligger Fastlandet nærmere, vil derfra hyppig faa Gæster, især flyvende Dyr; disse vil da blande sig med de dér allerede forekommende Artsfrænder og vil derved atter udjævne mulig begyndende Afvigelser fra Stamformen. Der- imod f. Eks. for Snegle er Rejsen langt mindre let, og en Blanding med Stamarten vil altsaa for deres Vedkommende sjældnere finde Sted. Derfor udviser ogsaa Sneglene paa Azorerne og Bermudasøerne det største Antal »endemiske« Arter. Jo fjernere Øen imidlertid lig- ger fra sine Livskilder, desto sjældnere vil Indvandrere naa der- over, og desto mere uforstyrret foregaar Omdannelsen af Øens egne Arter. Derved forklares det, at der paa St. Helena er fremkommen særegne Slægter, paa Hawaii-Øerne endog særegne Familier. Den An- tagelse, at Arterne kan omdannes, forklarer os saaledes paa fuldtud tilfredsstillende Maade Ø-Befolkningers Særegenheder, medens An- tagelsen af Arternes Uforanderlighed vilde stille os overfor store, ganske uforklarlige Gaader. * * * N\ har nu kastet et Blik paa de forskellige Grene af den Viden, man sammenfatter under Benævnelsen Biologi eller Læren om Livet. Vi har vel kun beskæftiget os med Dyre-Biologien; men Plantever- denens Biologi vilde føre os til ganske det samme Resultat — nem- lig Erkendelsen af, at Afstamnings- eller Udviklingslæren er den Teori, der giver den eneste Løsning af de Gaader, Livet vilde frem- byde overfor enhver anden Naturopfattelse. Medens alle Livsfæno- mener og Forhold forener sig til et Massebevis for Afstamningslæren og gør denne til en af de bedst begrundede Teorier, er der paa den anden Side absolut intet, der beviser Arternes Uforanderlighed. At Beviserne er indirekte, — idet man ikke ligefrem kan se og med San- serne følge Forandringen, — har Afstamningslæren tilfælles med Læren om Sprogenes Afstamning, f. Eks. de indogermanske Sprogs Udspring fra en fælles Stamme. Ingen har direkte iagttaget et Sprogs Omdannelse til et andet, thi dette sker saa langsomt, at et Menne- skeliv langtfra slaar til for at kunne følge disse Forandringer. Be-