Naturens Vidundere

192 den ikke var omgivet af et hvidt Fnug, dækker saaledes ved sit Stik Æbletræer med en Mængde smaa Udvækster, som undertiden tager saa stærkt Overhaand, at Træerne gaar ud. Demis prydende, tætte Grenbundter paa Grantræernes Stammer, der af tyske Jorstmænd kaldes »Heksekoste«, er ligeledes en Følge af Insektstik. Brænde- huggerne i Harzskovene nærer endog en overtroisk Skræk for disse Udvækster og vover ikke at røre ved dem af Frygt for at blive trufne af Lynet, som de siges at tiltrække! De kalder dem derfor ogsaa »Tordenbuske«. Paa det uendelig Lilles Omraade har man idelig Grund til at undres over den vidunderlige Krajt, som findes i de forskellige Be- vægelsesredskaber til Trods for deres ringe Størrelse. Dette viser sig bedst ved en Sammenligning: Naar vi løfter vore Arme i Vejret og atter lader dem synke, varer dette i Reglen lidt over et Sekund; men i Følge Herschells Eksperimenter kan visse Insekter paa lige saa kort Tid gøre flere Hundrede Vingeslag. En Myg slaar saaledes 500 Gange med sine Vinger i et Sekund! Nicholson gaar endnu cidere og paastaar, at den almindelige Husflue gør 600 Vingeslag i Se- kundet, naar den i samme Tid med sin almindelige llugt tilbage- lægger en Strækning af to Meter; men han tilføjer, at dette Tal maa multipliceres med 6, naar den fremskynder Flugten. Dette vil med andre Ord sige, at Fluen kan svinge sine Vinger 3600 Gange i samme Tid, som vi bruger til at løfte og paany sænke vor Aim! Vi kan da ikke undre os over den Færdighed, med hvilken visse Tusmørkesværmere plyndrer Blomsterne i vore Haver. De farer pil- snart fra den ene Plante til den anden, holder sig, ligesom Koli- brierne, svævende foran Blomsterbægerne og stikker deres lange Sugesnabler ned i dem for at drikke Honningsaften, medens deres Vinger svirrer saa hurtigt, at Øjet ikke kan følge dem. Organisationen af disse Flyveredskaber er for Resten ikke mindre mærkelig end deres Hurtighed. Hvor let man end tager paa en Sommerfugls Vinger, bliver der dog altid siddende paa Fingrene et fint »Støv« (Fig. 108) af samme prægtige Farve som Vingen. Naar man ser dette Støv un- der Mikroskopet, overraskes man ved, at ethvert Fnug er en lille, aflang Plade eller Skive med de fineste Bølgelinjer og de livligste Farver. I den ene Ende har en saadan Plade i Reglen mere eller mindre dybt indskaarne Takker, medens der ved den anden Ende alene sidder en lille Stilk, ved hvilken den er fæstet til Vingens gen- nemsigtige Hinde. Naar man dernæst med et mindre stærkt Mikro- skop iagttager en Del af Vingen, ser man, at alle de mikroskopiske Skæl er ordnede med den mærkværdigste Symmetri, den ene Række