Naturens Vidundere

314 men med andre Arter end deres egen. De fleste føler sig ulykkelige ved at være ene. En enkelt Abes Angstskrig samler straks hele Flok- ken, og de modstaar tappert baade Rovdyrs og Rovfugles Angreb. Ikke engang Ørne vover at angribe dem. De plyndrer Markerne i Flok, idet de Gamle vaager over alles Sikkerhed. De smaa Silke- aber, hvis barnlige Ansigter gjorde et saa dybt Indtryk paa Hum- boldt, slutter hverandre i Favn, naar det regner, og slynger skærmende Halen om Kammeratens Hals. Mange Arter viser den største Omhu for de saarede Kammerater, og forlader ikke en døende paa Van- dringen, førend de har forvisset sig om, at den virkelig er død og umuligt kan hjælpes. James Forbes fortæller om en Flok Aber, der med saa stor Udholdenhed forsøgte at faa Liget af en Hunabe bort fra Jægerne, at man forstaar, hvorfor Vidnerne til denne usædvan- lige Scene besluttede aldrig mere at skyde paa en Abe. Blandt nogle Arter slutter flere Aber sig sammen for at vælte en Sten og søge efter Myreæg under den. Hamadryasaberne udstiller Vagtposter, og man har ogsaa set, at de danner en lang Kæde for paa den Maade at transportere det stjaalne Bytte til et sikkert Gemme- sted; deres Mod er almindelig bekendt. Brehm’s Beskrivelse af den Kamp, hans Karavane havde at bestaa med Hamadryasaberne, der vilde hindre dens Fremtrængen i Mensodalen i Abyssinien, er berømt. Chimpansernes indbyrdes Hengivenhed kendes ogsaa af de fleste. Naar vi ikke desto mindre blandt de højtstaaende Aber finder to Arter, Orangutan’en og Gorillaen, der ikke er selskabelige, maa vi vel huske, at de begge er henvist til et meget begrænset territorialt Omraade — den ene midt i Afrika, den anden paa Borneo og Suma- tra — og bærer alle Kendetegn paa at være de sidste Levninger af to forhen talrige Arter. I hvert Tilfælde synes Gorillaen at have været selskabelig, hvis de Aber, som omtales i Oldtidens Beretninger, virkelig var Gorillaer. Selv af den her givne korte Oversigt ser vi, at Liv i Samfund ikke er nogen Undtagelse i Dyreverdenen, men tværtimod Reglen — en Naturlov, som har naaet sin højeste Udvikling blandt de højere Hvirveldyr. De Arter, der lever isoleret, eller kun i smaa Familier, er forholdsvis faa, og deres Antal er ringe. Ja, det er endog sand- synligt, at de Fugle og Pattedyr, som nu er uselskabelige, paa faa Undtagelser nær har levet i Samfund paa den Tid, Menneskeslægten ikke var særlig talrig og endnu ikke førte en stadig Kamp imod dem og ødelagde de Kilder, hvorfra de hentede deres Føde. * * *