Naturens Vidundere

316 at blive de overlevende og for videre at udvikle sig — selv om de er andre Arter underlegne i hver enkelt af dc ovennævnte Egenskaber, med C udtagelse af intellektuel Dygtighed. Dc højeste Hvirveldyr og navnlig Mennesket er det bedste Bevis for denne Paastands Rigtig- hed. Med Hensyn til Intelligensen, som enhver maa regne for at være det virksomste Vaaben i Tilværelseskampen og den mest afgørende Faktor, saa nødes man ogsaa til at indrømme, at Intelligens er en udpræget social Egenskab. Sprog, Efterlignelsesevne og ophobet Er- faring er Elementer, der udvikler Intelligensen, og som det uselskabe- lige Dyr ganske er berøvet. Derfor ser vi, at de Dyr, der staar højest blandt Dyreklasserne, f. Eks. Myrer, Papegøjer og Aber, alle forener den største Selskabelighed med den højeste Intelligens. Liv i Sam- fund vilde selvfølgelig være ganske umuligt, hvis der ikke fandtes en tilsvarende Udvikling af de sociale Følelser og navnlig af en be- stemt Retfærdssans, som efterhaanden udvikles til Vane. Retfærds- følelse findes mer eller mindre udviklet hos alle selskabelige Dyr. Hvor langt borte fra Fuglene end kommer, saa opsøger hver enkelt altid den Rede, som den byggede eller udbedrede Aaret i Forvejen. Hvis en doven Spurv forsøger at bemægtige sig den Rede, en Kam- merat er i Færd med at bygge, eller blot stjæler nogle Straa fra den, lægger Flokken sig straks imellem; hvis en saadan Indblanding ikke fandt Sted, vilde rimeligvis ingen Ynglepladser blandt Fuglene kunne bestaa. Der findes i Overflod af direkte Iagttagelser, som alle taler om og paaviser den Fred, der hersker i Fuglenes Rugesamfund, Gna- vernes Landsbyer og Drøvtyggernes Hjorder, medens man kun ken- der faa selskabelige Dyr, der strides saa vedholdende som Rotterne i vore Kældere eller som Hvalrosserne, naar det gælder om at komme i Besiddelse af en solbeskinnet Plads ved Søbredden. Selskabelighed drager saaledes en Skranke for den fysiske Kamp og giver Plads for bedre moralske Følelsers Udvikling. Alle ved, hvor stærkt Forældre- kærligheden er udviklet i alle Dyreklasser, endog hos Løver og Tigere. Hvad de unge Fugle og Pattedyr angaar, som bestandig slutter sig sammen, saa har Sympatien — ikke Kærlighed — naaet en endnu højere Udvikling i deres Samfund. Uden at regne med de virkelig rørende Eksempler paa gensidig Hengivenhed og Medfølelse, som er bleven anført i Beskrivelser af vore Husdyr og af Dyr i Fangenskab, findes der en Mængde bestemt paaviste Eksempler paa Medfølelse blandt vilde Dyr i Frihed. Max Perty og L. Büchner har opstillet en Række saadanne Fakta. For kun at anføre nogle faa Eksempler citerer jeg følgende her: En saaret Grævling blev baaret bort af en anden Grævling, der pludselig viste sig paa Scenen, og man har set