Populære Naturvidenskabelige Afhandlinger

Den moderne Naturvidenskab. 17 imod den Visdom og Kunst, som er nedlagt i de indre Organer, i Hjertet med de mange Arterier og Blodaarer, Musklerne, som bevæge de forskj ellige Lemmer, Nerve- systemet, som er at ligne ved et Net af Telegraftraade, men tusinde Gange mere fuldkomment end vore, og endelig Hjernen og Sandseorganerne. I Sandhed Studiet af det menneskelige Legeme er saa dybt og saa høit, at man aldrig vil komme til Ende dermed og kunne sige: nu er jeg færdig og har ikke mere at lære! Tværtimod, Naturvidenskaben lærer os Beskedenhed, den lærer os det samme, som Sokrates sagde, da det del- fiske Orakel havde sagt: »Vis er Euripides, visere So- som var lig dens egen, men at den, delt i mange Led kan gribe Legemer langt større end den selv i Omfang og med Sikkerhed tage op de allermindste, de store Legemer ved at gribe omkring dem med udspilede Fingre, de mindste med to Fingerspidser. Men Haandens Deling i mange forskjellige Led er fremdeles netop saaledes, som det var fordelagtigst til at fatte Legemer af forskjellige Former ; thi et kugleformet Legeme kan den bøie sig kredsformigt omkring og fatte allevegne fra; ogsaa et Legeme med hule eller med plane Flader fatter den med Sikkerhed, men alle Flader kan henføres enten til de ophøiede, de hule eller de plane. — løvrigt da ikke faa Legemer er for store i Omfang til at fattes med en Haand, har Naturen gjort den ene Haand til den andens Medhjælper, saa at begge Hænder ved at gribe disse Legemer fra modsatte Sider, ikke virke mindre kraftigt end om de udgjorde en enkelt meget stor Haand; til dette Øiemed altsaa er begge Hænder bøiede. mod hinanden indbyrdes (thi de er skabte til gjensidig Hjælp) og udtrukne i samme Lændge, efter- som ogsaa dette passer for Organer, som have samme Bestem- melse. Se engang hen til alle de Legemer, som Mennesket kan gribe, fra det største af, hvortil det bruger begge Hænder f. lix. en Sten eller et Stykke Træ, til det mindste som et Hirsekorn eller en ganske fin Tjørn eller et Haar, og se det gribe hvert især af dem, — hvergang vil du finde, at Haanden passer saa nøie til Gjenstanden, som om den netop var bygget til kun at gribe den.« 2