Hverdagsfysik
Fra Kompasset til Kakkelovnen

Forfatter: K. Prytz, C. Christiansen, P. La Cour

År: 1898

Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag

Sted: J. Jørgensen & Co.

Sider: 515

UDK: 530 Hver Gl., 530 Hver gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000245

Med 302 Illustrationer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 536 Forrige Næste
TELEFONEN. 103 Bell’s Telefon. Naar man betænker, hvor let den ■elektriske Strøm egner sig til at overføre smaa Bevægelser paa lange Afstande gennem metalliske Ledninger og ved Hjælp af Elektromagneter, hvorom jo den elektriske Tele- graf bærer Vidnesbyrd, skulde den Ide at overføre Lyden paa denne Maade til fjernt bortliggende Steder synes at ligge snublende nær. Fra Undfangelsen af denne Tanke til dens praktiske Udførelse er der dog et meget langt Spring. En ung Tysker, Philip Reis, som var Lærer i Friedrichsdorff tæt ved Hamburg, var den, der gjorde det første Skridt henimod Løsningen af dette Problem. Det lykkedes ham efter mange Forsøg i i860 at konstruere en Telefon, som ved Hjælp af den elektriske Strøm kunde overføre Musikstykker gennem Telegrafledningen. Op- finderen døde i 1874 uden at have opnaaet nogen An- erkendelse, og uden at hans Apparat havde tildraget sig nogen videre Opmærksomhed. Da det næppe egner sig til Overførelse af den menneskelige Stemme og derfor aldrig har faaet nogen praktisk Betydning, er det ikke nødvendigt at give nogen Beskrivelse deraf. Det er bleven omtalt, fordi det vistnok har givet Stødet til, at en anden ung Opfinder, Amerikaneren Graham Bell, beskæftigede sig med Løsningen af den store Opgave. Efter at have forsøgt et Utal af forskellige Konstruktioner, som stedse mere og mere afveg fra Reis’, lykkedes det Belli 1876—77 at give en Løsning, der var ligesaa storslaaet og smuk i sin Tanke som forholdsvis simpel i sin Udførelse. I Fig. 71 I betegner A en Magnetstang, der ved den ene Pol er forlænget med et blødt Stykke Jern, Polstykket, som er omgivet af en Traadrulle B, hvis mange fine Vindinger dannes af en tynd, silkeomspunden Kobbertraad. De to Ender af Vindingerne ere henholdsvis satte i For- bindelse med Jorden ved E og med Telegrafledningen D, som forbinder Punkterne I og II. Tæt op ad Magnetens