Hverdagsfysik
Fra Kompasset til Kakkelovnen

2O6 URET. sving, træffer den Enden af Guldfjederen n og bøjer den og gennem den ogsaa Fjederen m lidt til højre. Derved flyttes ogsaa Hvilestenen lidt til højre, Ganghjulets Tand s gaar fri af den, og Ganghjulet kan nu dreje sig videre. Men saa standses den næste Tand t af Hvilestenen, der imidlertid er kommen tilbage til sin Plads, fordi Fjedrene m og n have bøjet sig tilbage, og saaledes fortsættes Spillet. En anden Ædelsten Z1} der sidder paa en større Rulle Ee (Cirkelen) og ogsaa svinger med Uroen, faar, hver Gang Ganghjulet springer videre, et lidet Skub af en af de springende Tænder, og dette tjener til at vedligeholde Uroens Svingninger. Fri Gang. I Kronometeret er Uroens Gang altsaa næsten helt fri; det er kun ved hver anden Svingning af Uroen, at denne træder i Forbindelse med det øvrige Ur- værk ved at bøje ovennævnte Guldfjeder. I Skibskrono- meteret f. Eks. er Uroens Svingningstid 1/i Sekund; men kun hver 1/2 Sekund, naar Uroen svinger til højre, kommer den gennem Stenen Z2 i Forbindelse med Guldfjederen. Og denne Forbindelse varer endda kun en overordentlig lille Brøkdel af en Sekund. Man kan gøre sig en Ide herom ved at aabne et saadant Kronometer bagfra. I Cylinder- og Ankergangsuret ser man Ganghjulet dreje sig; men i Kronometeret ser det ud, som om det hele Tiden stod stille, saa lynsnart foregaar hvert enkelt Spring. Hvor uafhængig af det øvrige Urværk Uroen er i et Kronometer, kan man ogsaa se af følgende. Er et Cylinder- eller Ankergangsur gaaet i Staa, fordi man har glemt at trække det op, saa gaar det straks igen, naar man trækker det op. Det kommer af, at Ganghjulets Tænder saa presse mod Cylinderen eller Ankeret, hvorved atter Uroen faar et Skub. Men et Kronometer, der er gaaet i Staa, gaar ikke igen blot ved at trækkes op; man maa ogsaa give det et lille Sving; først da giver Uroen sig til at svinge,