De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

40 J. C. MODEWEG & SØN I 1668 fandt imidlertid Henrik Ehm ud af, at Brede var mere egnet til et Kob- berværk, og lod sig derfor Anlæget tilskøde af Rosenmeyers Arvinger. 1699 fik det nye Værk Privilegium paa at maatte lade de forarbejdede Varer forhandle Landet rundt ved de saakaldte Kobberførere. 1719 erhvervede en vis Poul Badstuber Værket, der alt da synes ogsaa at have omfattet Nymølle. Badstuber nød stor Anseelse og Kredit, saavel fra Købmandsstandens som ogsaa fra Kongens Side, men gik ikke desto mindre fallit 1746, og det bekendte Grosserer-Firma Fabritius & Wever maatte overtage »Brede og Nymølle Kobber-, Le- og Jern-Værker« paa en Interes- sent-Kreds’ Vegne for dennes Tilgodehavender. Samme Aar døde Fabritius (Agent, Justitsraad Michael F., Direktør for Asiatisk Kompagni), hans Enke (Anna Marie f. de Köster, en Frankfurter-Dame) ægtede Kom- pagnonen, Johan Frederik Wever, der senere (1754) blev Etatsraad og Overformyn- der*). Brede blev imidlertid ikke længe i denne Families Besiddelse, men gik efter- haanden helt over i en af Interessenternes, den alt flere Gange nævnte Joost van Hemerts Ene-Eje (se »Holger Petersen«, S. 6 — 8). Hans Søn, Peter, opførte den statelige Hovedbygning i 1795. Men ti Aar efter maatte han friste Forgængerens, Poul Bad- stubers Skæbne, det en Gang saa stolte Handelshus maatte 1805 gøre Opbud, og Aaret efter gik Brede over til Prof. L. Manthey og to Baroner Wedel-Jarlsberg. 1812 købte saa den berømte Grev Ernst Schimmelmann Halvdelen af Brede, og 1817 blev han Eneejer af hele Godset. Dette var imidlertid da blevet betydelig formindsket, da de 7 under samme hørende Fæstegaarde (i Lundtofte) allerede 1796 var bievne bortsolgte til disses Fæstere af Peter v. Hemert. Under Grev Schimmelmann synes Kobberværket at have stagneret, men med hans Død oprandt der en helt ny Tid for Brede. Paa Auktionen 1831 blev det købt af Agent Theodor Suhr af Firmaet »J. P. Suhr & Søn« (se »Det Danske Kul- kompagni«, S. 15 f.)**) i Forening med Johan Carl Modeweg. J. C. Modeweg var oprindelig Urtekræmmer i Kjøbenhavn. Som Dækning for leverede Varer maatte han en Gang overtage fra en Dugmagermester i Kjøbenhavn 9 Haandvæve og paabegyndte som Følge heraf ifølge Privilegie-Brev af 27. Januar 1810 et Dugmagerværksted i Bredgade. Saa lille og tilfældig en Oprindelse havde en af Landets største Klæde varefabriker! Ovenikøbet var Forsøget grumme nær ved at blive kvalt i Svøbet. Natten mel- lem den 2. og 3. Januar 1820 blev—hedder det i Modewegs Optegnelser — »ved en ulykkelig Ildebrand Alt af Luerne fortæret, uden mindste Godtgørelse for mig, da jeg ej havde assureret«. Kongen synes imidlertid derefter at være traadt hjælpende til med et større, rentefrit Laan, og med den kongelige Gunst og Gave maa Lykken *) Anna Köster overlevede ej alene sin anden Mand, Wever, men ogsaa sin tredie Mand, Gene- ralmajor Descarrieres de Longueville. Hun levede sine sidste Aar paa sin første Mands skønne Ejendom, »Enrum«, der efter hendes Død tilfaldt Sønnen C. A. Fabritius de Tengnagel. **) Paa Suhrs Haand blev atter ligesom i Ernst Schimmelmanns Tid Brede forenet med det i den danske Æsthetiks Historie saa berømte »Sølyst«. Opførelsen af denne skønne »Lystgaard paa Bakken ved Hvidøre« blev paabegyndt af Etatsraad Just Fabritius (1703—66), — en Broder til fornævnte Michael F. og altsaa en Onkel til C. A. Fabritius de Tengnagel, Enrums tvende Ejere — og fuldendt af Enken Marianne, f. Brugnier (en Hamborgerinde). Hun solgte Stedet til General- major Clausen, der atter (1776) skødede det til Schimmelmann. Som man ser, har alle disse skønne nordsjællandske Lyststeders Skæbne været nøje knyttet sammen.