Hedebogen 1910
Korte, populære bidrag om heden i fortid, nutid og fremtid.

100 drivende Viborg; den ny Banegaard drager Byen til sig, ny Gader har skudt sig frem til den, og andre skyder sig op ad Bakken mod Vest, mærkeligt nok mod Vin- den, Jyden plejer ellers at plante Læ først og saa bygge sit Hus. Her er Byens Hovedgader: Set. Matthiasgade, Set. Hansgade, Vestergade og Gravene, Gader, hvis Navne minder om det katolske Viborgs mange Klostre og om den Tid, da Byen som alle andre havde sin Vold og sin Grav. Disse Gader skal ses om Lørdagen, saa er det Torve- dag, og fra den tidlige Morgen ager Landboerne til Byen; her kommer en solid Vogn, forspændt med to svære gulmankede »Munkedalere«, fast klasker de »Labben« ned paa Stenbroen, som vilde de sige: Det er vist bedst, De hummer Dem lidt, og man hummer sig ganske stil- færdigt, kastende et ængsteligt Blik til Kødbjerget, der tramper forbi; her kommer en let Vogn, forspændt med to langbenede Gangere, et maliciøst Glimt i »Russernes« Øjne faar en til at slaa en Bue uden om dem; maaske er de dog slet ikke ondskabsfulde, men det morer dem at faa Folk til at tro det; — klik, klak, trip, trap, der kommer to »bette« graa »Islændere«, vrikkende muntert med Hovedet, triller de Vognen henad Gaden, — den fremmede indsuger begærligt med Blikket disse forbi- dragende Billeder; men hans Øje gaar stadigt videre, som savner han noget, noget som ses paa alle Billeder fra Viborgegnen, som en Jagthund, der har faaet Fær- ten af Agerhønen, spejder med knejsende Hoved og løftet Hale, saaledes gaar han og søger efter »Stude- køretøjet«, — dette ses paa Viborg Gader, men ikke ofte, sendrægtigt asende op ad Bakkerne, kommer jeg ikke i Dag, kommer jeg i Morgen. Trindbugede Islændere og tyndbenede Russere har fortrængt Studene som Forspand, men rent menneskeligt set maa det være en ganske an-