Naturliv

460 KOLONISTER OG DEPORTEREDE I S1BERIEN. Kejsergodset har, trods deres (Jfrihed, aldrig følt sig fortrykte. De var livegife, men tilhørte en Mand, som var Herre og Hersker over hele det uhyre Land, i hvilket deres Fædres Vugge havde staaet. De var tvungne til at arbejde for denne deres Herre og i næsten en Menneske- alder at stille deres Sønner i hans Tjeneste: men denne Herre var Kejseren, et Væsen, der i deres Øjne kunde sammenlignes med Gud- dommen. Derfor fødte ogsaa Kejseren dem, befriede dem fra de For- pligtelser, der paahvilede andre Statens Medborgere, tillod dem at uddrage af hans Jord alt hvad den formaaede at give, hindrede dem i ingen Henseende i at komme til Velstand, beskyttede dem saa meget som muligt mod tyranniske Embedsmænds Undertrykkelser og blev desuden deres Børns Velgører derved, at han tvang i det mindste en Del af dem til at besøge Skolerne. De højere og lavere Embedsmænd, under hvis Opsyn de stod, hævede sig paa Grund af deres Dannelse langt over de fleste Kronens Tjenere; næsten alle havde studeret i Tyskland, var for en ikke ringe Del tyskfødte og medførte tidt, om end ikke altid, tyske Sæder og Skikke, i det mindste mere vidtstrakte Vuer, til det Land, som de styrede i Kejserens Navn. Endnu den Dag i Dag er Barnaul et Dannelsens Brændpunkt, hvortil Siberien intet Modstykke har at opvise; ved Tiden for Bjærgværksindustriens Blomstring var den ubestrideligt hele Nord- og Mellemasiens aande- lige Hovedstad, og det herfra udstrømmende Lys straalede saa meget klarere, som det i alle Bjærgbyerne fandt Samlingspunkter, der hjalp til at sprede det videre. Saaledes indtog Krongodset allerede fra gammel Tid en fremragende Stilling i Siberien. Det hai maaske. aldrig været Administrationens Mening' at befordre Opkomsten af en Bondestand paa Krongodset; lige indtil Livegenskabets Ophævelse saa man i det mindste i dette kun et nød- vendigt Hjælpemiddel til Gunst for Bjærg værksdriften. Men Tiderne har forandret sig. Lige siden den Dag, der forvandlede livegne til frie Mennesker, er Bjærgyærksdriften gaaet lige saa stadigt tilbage, som Jordbruget er gaaet fremad. Man har endnu ikke kunnet beslutte sig til at gaa bort fra den gamle Slendrian, men maa betale den med saa store Summer, at Nettogevinsten af Bjærgyærksdriften er bleven yderst ringe. At frigive den, at overgive Gruberne til enkelte energiske og driftige Forretningsmænd, hvilket maaske vilde være den eneste mulige Maade til at forbedre de nuværende Forhold, har ganske vist