Naturliv

64 DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDEN. Om Søens Spejl flyver og svæver endelig Maagerne, flagrer Ternerne, jager Hav- og Fiskeørnene, og hvor Dybet ikke er altfor betydeligt, forskellige Pelikaner og Svaner om Kap med de graadige Skarve og Lappedykkere. Kæppe mindre rige end Søerne er de med Træer og Buske om- gærdede Floddale. Træerne bærer de større og mindre Rovfugles Reder og tjener desuden disse til Hvilested; fra deres Toppe lyder Pirolens klangfulde Raab, Droslens Slag, Spættens skraldende Latter, Ring- og Skovduens Kurren, men fra den tætte Underskov Nattergalens herlige Sang i en saadan Renhed og Fylde, at selv den kyndiges for- vænte Øre med Henrykkelse lytter til de sjældne Toner. Men paa Strømmen og Vandspejlet gynger de mest forskellige Svømmefugle; ligesom paa Søen og i Sivene og Buskene ved Bredden bevæger sig det samme brogede Selskab som i Rørtykningerne; Bastard-Natter- galen og Gærdesangeren lader deres velbekendte Sange høre. Gennemvandrer man Steppens vandløse Strækninger, saa træder et ganske andet Dyreliv frem for Øjet; ogsaa her er det Fuglene, man først bliver vår. Mindst seks, maaske otte Arter Lærker bebor Steppen og skænker selv de mest øde Steder Liv. Uafbrudt klinger Sangen Vandreren i Øret; fra Jorden saavel som fra de lave Buske lyder den én i Møde; højt oppe fra Luften strømmer Morgen og Aften de rige Toner. Man synes kun at høre én eneste Sang; thi den mangestemmede Kalanderlærke optager vor almindelige Sanglærkes saavel som den siberiske Lærkes Toner og sammensmælter disse med sine egne, foragter end ikke enkelte Strofer af Tartarlærkens og den korttaaede Lærkes, ja, forener alle paa Steppen levende Lærke- arters Sang med sin egen, uden derfor at overdøve den, hvor kraftigt den end foredrager saavel sine egne, som de laante Sange. Naar vi en Foraarsdag hjemme hos os selv med Henrykkelse lytter til vore Marklærker, naar vi ser, hvorledes den ene Sanger efter den anden i uafbrudt Afveksling hæver sig mod Himlen for under jublende Sang- at gøre sig til Vaarens Herolder, aner vi næppe, at Steppen hun- dredfold overtræffer, hvad vi kan høre hjemme; og dog er dette Til- fældet. Thi Steppen er Lærkernes sande og virkelige Hjem; ét Par af en og samme Art bor umiddelbart ved Siden af et andet, en Art mellem og blandt en anden, og den umaadelige Steppe synes næppe