409
Varmeudviklingen i Blodet, medens det saaledes
gjennemstrsmmer Langerne, antages i Almindelighed
at staa i et neje Forhold til Mængden af den ind-
sUgede Ilt. Brænder man Træ eller Kril, bliver
den derved frembragte Barme især stærk og folelig
paa det Sted, hvor der forsvinder Ilt og dannes
Kulsyre og Band. Heraf skillde man altsaa formode,
at det Samme ogsaa vilde være Tilfældet inde i
Legemet — at nemlig Varmeudviklingen her vilde
være stærkest og foleligst i Lungerne, forbi Indsug-
ningen af Ilt og Udskillelsen af Kulsyre netop fore-
gaaer der. Men hvis bette var Tilfældet, maatte
Lmtgerne altid have en højere Temperatur end de
ovrige Dele af Legemet, og i saa Fald vilde da
atter en betydelig Mængde Varme gaa tabt, forend
den ved Blodstrommen funbe blive fordelt omkring
til det hele Legeme.
For at forebygge dette tilsyneladende mmdgaae-
lige Varmetab, lider Blodet, idet det antager fin
lysrode Farve, tillige samtidig paa en eller anden,
endnu ubekjendt Maade en mærkelig Forandring i
sin Darmecapacitet.
Man siger om et Legeme, at det har en ftørre
eller mindre Varmecapacitet eller Modtageevne sor
Varme, alt eftersom der Udkræves meet eller mindre
Barme for at opvarme en vis given Mængde af det til en
vis bestemt Grad. Jeg har allerede paa et andet Sted*)
*) See „Bandet, vi drikke", S. 27.