Lærebog I Den Physiske Geographie I Forbindelse Med En Oversigt Over Jordens Etnographiske Forhold

63 Tidsler (Cynara Cardunculus) ere mange Steder saa hyppige, at de næsten have fortrængt den oprindelige Plantevæxt. — Ved Rio Colorado ophører pludseligt Pampasfloraen, og i Patagoniens kolde Klima og tørre Luft trives kun en fattig Plantevæxt, der nærmest svarer til den, som dækker Andes- bjergenes høieste Egne. — Ogsaa paa de nærliggende Falklandøer mangler al Trævæxt; deres vigtigste Charak- teerplante er det 6' høie, buskformige Tussakgræs, hvis Tykninger saa gjerne besøges af Pengvinerne. Ligesom Sydamerikas Sletter og lavere Bjergegne i det Hele udmærke sig ved en Planteverden, der i Kraft og Formrigdom skal søge sin Lige paa Jorden, saalpdes gjælder ogsaa det Samme om disse Egnes dyriske Liv. De tykke Skove befolkes med en Rigdom af brednæsede Aber (Brøleaber, Nataber, Egernaber etc.), og Sværme af blodsugende Flagremuus (Pliyllostoma o. a.) ere paa sine Steder saa farlige, at de ved at anfalde Kvæget nøde Colonisterne til at søge sig nye Opholdssteder. Istedet- for de manglende Insectædere optræde talrige Pungrotter; Rovdyrene ere svagt udviklede og repræsenteres for Kat- tenes Vedkommende navnlig af Jaguaren og Cuguaren, og blandt Hundene kunde man især fremhæve den røde bra- silianske Ulv (Jdanis jubahis), der mindre glubsk end de fleste af sine Slægtninge for en stor Deel lever af nedfaldne Frugter. Dorske Gnaverpindsviin (Cercolabes) skjule sig stille mel- lem Træernes Løvværk, medens Capivaren lader sin gryn- tende Stemme høre fra Floderne, og de hurtige Agutier under Spring og Løb tumle sig paa de aabne Stepper. Høist betegnende for Sydamerika er dets talrige Gumlere, blandt hvilke Dovendyrene ere knyttede til det store tro- piske Skovbælte, medens derimod Bæltedyrene ere gravende Steppedyr, og Myreslugerne (jMyrmecophaga) snart paa Jorden