KAPITEL II
LÆRENS BEGRUNDELSE
I. NATURSAMMENHÆNGEN
A. Kampforhold
Tanken om Naturens Enhed, om den store, stærke,
inderlige Sammenhæng mellem alle Sider af Tilværelsen,
havde mer og mer fæstnet sig hos adskillige af Filosofiens
Talsmænd, og den blev mer og mer anvendt paa Fag-
videnskabernes Omraade af Specialforskerne. Saaledes
fandt Galilæi (d. 1642) og hans Efterfølgere Tyngdeloven;
Newton (d. 1747) Loven om den almindelige Tiltrækning;
Planetsystemets Udvikling af roterende Taagemasser blev
forkyndt i sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede; La-
voisier (d. 1794) blev en af Kemiens Grundlæggere ved
at optage og arbejde med den gamle Tanke, at intet Stof
gaar til Grunde, intet opstaar. Overalt arbejdede den
mekaniske Naturforklaring sig frem, d. v. s. man forklarede
Naturen ved at paavise Begivenhedernes Aarsag og derved
tilvejebringe Sammenhæng mellem disse Begivenheder. I
dette Arbejde deltog adskillige Danske paa selvstændig
Maade, H. C. ørsted ved sin Opdagelse af Elektromagne-
tismen, endvidere Colding og Vaupell, alle, før Udvikling-
lærens egentlige og endelige Gennembrud satte Spørgs-
maalet om Natursammenhængen i en helt ny Belysning.
Ludvig August Colding fødtes 13de Juli 1815 paa
Arnakkegaard ved Holbæk og døde 21de Marts 1888 i
3*