Universets Undere
II. BIND

122 UNIVERSETS UNDERE submarin Skov, maatte blive slaaet af dens Lighed med en Lund af Smaapalmer. — Men ingen Dykker har modtaget et saadant Helhedsindtryk. Hvad vi kender af Søpalmer fra Nutidens Oceaner, er kun de enkelte Individer, Zoologernes Trawl har revet løs fra Bunden og bragt op til Lyset. Søpalmernes Hjem er de varme Haves store, mørke Dybder, hvor Sollyset ikke naar ned, og hvor Trykket er for uhyre til, at nogen Dykker vil kunne sætte sin Fod i Oceanets hemmelighedsfulde Palmelunde. Fra forsteningsførende Jordlag har man længe kendt Søpalmerne; men man antog dem for uddøde og tilhørende en fjern Fortid i Jordens Historie. Stor var derfor Overraskelsen, da den ENKELTE LED AF KALKSKELETTET I EN SØPALME. Alle Stykkerne tilhører den S. 120 afbildede Art, nyere Tids Dybhavsekspeditio- ner opdagede, at der endnu tri- ves hele Skove af disse ynde- fulde Former, som giver visse Strækninger af Dybhavets Bund et Præg af ærværdig Ælde, der fører Tanken helt tilbage til Jor- dens Oldtids- og Middelalder- dage. Det var det berømmelige Challenger-Togt under Wyville Thomsons Overledelse, der blev grundlæggende for vort Kend- skab til de nulevende Søpalmer — som til saa mange andre Over- raskelser fra Dybhavet. Det er da ogsaa fra denne Ekspeditions bindstærke »Rapport«, at de fleste hosstaaende Billeder er tagne, — bl. a. Billedet af den smukke, efter Wyville Thomson opkaldte Søpalme, der fandtes ud for Portugals Kyster paa 1095 Favnes Dybde. Naar undtages en enkelt lille nordisk Kystform, Rhizocrinus lofotensis, der, som Navnet antyder, findes bl. a. ved Norges Kyst, er de stilkede Søliljer, man kal- der Søpalmer, hjemmehørende i Tropehavene og paa betydelige Dybder. Hyp- pigst synes de at være i de mægtige vulkanske Sænkninger, de saakaldte Grav- brud og Kedelbrud, ved Vestindien og langs Asiens Øst- og Sydøstkyst. Det synes, som om disse afgrundsdybe Kløfter i Havbunden har været et sidste skærmende Tilflugtssted for dem som for adskillige andre »Reliktformer«, der her har fundet et fredeligt Asyl, hvor de har kunnet fortsætte Slægtens Tilværelse længe efter, at deres Forfædre blev begravede i Havbundsaflejringernes Dynd. Dette er maaske allerede hævet til Øer og Fastlande, i hvis Kalksten man nu finder Resterne af de ærværdige Søpalmers Stammer, Grene og Stilke, ofte i Millionvis. For i store Træk at forstaa en Søpalmes Bygning kan man tænke sig en Slange- stjerne (S. 108) eller endnu bedre et Medusahoved — som det Side 110 afbildede — vendt med Bugsiden opad, saa at Krop og Arme tilsammen danner Søpalmens