Universets Undere
II. BIND
Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 460
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
122
UNIVERSETS UNDERE
submarin Skov, maatte blive slaaet af dens Lighed med en Lund af Smaapalmer.
— Men ingen Dykker har modtaget et saadant Helhedsindtryk. Hvad vi kender
af Søpalmer fra Nutidens Oceaner, er kun de enkelte Individer, Zoologernes Trawl
har revet løs fra Bunden og bragt op til Lyset. Søpalmernes Hjem er de varme
Haves store, mørke Dybder, hvor Sollyset ikke naar ned, og hvor Trykket er for
uhyre til, at nogen Dykker vil kunne sætte sin Fod i Oceanets hemmelighedsfulde
Palmelunde.
Fra forsteningsførende Jordlag har man længe kendt Søpalmerne; men man
antog dem for uddøde og tilhørende en fjern Fortid i Jordens Historie. Stor var
derfor Overraskelsen, da den
ENKELTE LED AF KALKSKELETTET I EN SØPALME.
Alle Stykkerne tilhører den S. 120 afbildede Art,
nyere Tids Dybhavsekspeditio-
ner opdagede, at der endnu tri-
ves hele Skove af disse ynde-
fulde Former, som giver visse
Strækninger af Dybhavets Bund
et Præg af ærværdig Ælde, der
fører Tanken helt tilbage til Jor-
dens Oldtids- og Middelalder-
dage.
Det var det berømmelige
Challenger-Togt under Wyville
Thomsons Overledelse, der blev
grundlæggende for vort Kend-
skab til de nulevende Søpalmer
— som til saa mange andre Over-
raskelser fra Dybhavet. Det er
da ogsaa fra denne Ekspeditions
bindstærke »Rapport«, at de
fleste hosstaaende Billeder er
tagne, — bl. a. Billedet af den
smukke, efter Wyville Thomson
opkaldte Søpalme, der fandtes
ud for Portugals Kyster paa 1095
Favnes Dybde.
Naar undtages en enkelt lille nordisk Kystform, Rhizocrinus lofotensis, der,
som Navnet antyder, findes bl. a. ved Norges Kyst, er de stilkede Søliljer, man kal-
der Søpalmer, hjemmehørende i Tropehavene og paa betydelige Dybder. Hyp-
pigst synes de at være i de mægtige vulkanske Sænkninger, de saakaldte Grav-
brud og Kedelbrud, ved Vestindien og langs Asiens Øst- og Sydøstkyst. Det synes,
som om disse afgrundsdybe Kløfter i Havbunden har været et sidste skærmende
Tilflugtssted for dem som for adskillige andre »Reliktformer«, der her har fundet
et fredeligt Asyl, hvor de har kunnet fortsætte Slægtens Tilværelse længe efter, at
deres Forfædre blev begravede i Havbundsaflejringernes Dynd. Dette er maaske
allerede hævet til Øer og Fastlande, i hvis Kalksten man nu finder Resterne af de
ærværdige Søpalmers Stammer, Grene og Stilke, ofte i Millionvis.
For i store Træk at forstaa en Søpalmes Bygning kan man tænke sig en Slange-
stjerne (S. 108) eller endnu bedre et Medusahoved — som det Side 110 afbildede —
vendt med Bugsiden opad, saa at Krop og Arme tilsammen danner Søpalmens