Universets Undere
II. BIND

180 UNIVERSETS UNDERE artede, at man kan tale om en særlig Hulefauna, en hel Verden af levende Væse- ner, tilpassede efter Livet dernede i Jordens evige Nat, hvor ingen naturlig Selv- tænding lyser op som blandt Dybhavsdyrene. For Europas Vedkommende erProteus den bedst kendte Repræsentant for denne lyssky og skjulte Verden. Dens typiske Findested er den berømte Adelsberg-Grotte nær ved Triest, men den forekommer mere eller mindre talrigt ogsaa i de mange andre Huler, hvoraf Østalpernes Karstegne er underminerede. For omtrent to Hundrede Aar siden droges denne Hulebeboers Saga første Gang frem for Dagens Lys. Valvasor, der offentliggjorde en Beskrivelse af Krain, havde hørt Egnens Bønder tale om »Lindorme, som undertiden krøb frem afjordens Dyb og anrettede Ulykker«, 'og da han nu undersøgte Sagnet nærmere, viste det sig, at de frygtede Lindorme var nogle højst uskyldige, kun et Fingerspand lange »Rep- tilier«. I 1768 paaviste Laurenti, at disse formentlige Reptilier imidlertid maa hen- føres til Padderne, ligesom det ogsaa blev ham, der gav dem deres videnskabelige Navn: Proteus anguinus. Artsnavnet tager Sigte paa den langstrakte, aale- eller staalormlignende Kropform, medens Slægtsnavnet snarest hentyder til den store Foranderlighed i Dyrets Farve, der fra den sædvanlige blege Kødteint, fremkaldt ved, at Blodet skinner igennem den tynde, farveløse Hud, kan svinge mellem hvid- gule og svagt violette Toner, som ved Lyspaavirkning forstærkes. Har man end i lang Tid kendt Hulesalamanderen, er det dog først i de senere Aar, ja helt op til vore Dage, at man begynder at faa fuld Klarhed over de vig- tigste Punkter i dens Liv. Det nærliggende Spørgsmaal, hvilken Føde den tager, søgte man ganske naturligt at løse ved at holde den i Akvarier. Da det imidlertid her viste sig, at den levede Aar igennem uden at tage synlig Føde til sig, sluttede man deraf, at dens Ernæring foregaar ved Osmose, d. v. s. ved, at den gennem sin tynde Krophud indsuger Næringsstoffer, opløste i Vandet. Ja selv efter at man i andre Akvarier havde set den sluge Smaafisk, Haletudser, Orme og Krebsdyr, ændrede man ikke sin Overbevisning, — thi saadanne Dyrs Eksistens i Hulerne antoges den Gang for udelukket, og man betragtede dem derfor som et kunstigt Foder, hvortil Akvarieeksemplarerne havde vænnet sig. Først efter at nyere Huleundersøgelser har vist, at der i de Vande, hvori Proteus opholder sig, ogsaa findes Vandlopper, Vandbænkebidere og andre Smaadyr, først da opgav man Teo- rien om den osmotiske Ernæring og erkendte, at Proteus er en lige saa god Kød- æder som vore almindelige Vandsalamandre. Adskilligt vanskeligere har det været at faa Klarhed over denne Hulepaddes Forplantningsforhold. Er den — som Turistførerne i Adelsberg-Grotten altid har paastaaet — levendefødende, eller lægger den Æg? De første, af Frøken Marie v. Chauvin i 1882 og af E. Zeller i 1888 foretagne Forsøg og Iagttagelser paa Akvarieeksemplarer førte til det Resultat, at Hulepadden lagde Æg; og hermed slog de fleste Videnskabsmænd sig til Ro. Men helt forstum- mede Tvivlen dog ikke. Man mindedes, hvorledes de første Hulepadder i Akvarier ikke havde taget Føde til sig, og man ansaa det derfor ikke for udelukket, at Æglægningen i Forsøgsakvarierne var en abnorm Afvigelse, der kunde skyldes de uvante Forhold, hvorunder de fangne Dyr levede. Desuden forelaa der en i 1825 højtidelig protokoltilført Erklæring af en slovenisk Bonde, der paastod at have set en nylig fanget Hulesalamander føde levende Unger. Og endelig forekom det mistænkeligt, at de Æg, der lagdes i Akvarierne, viste sig paafaldende lidt udvik- lingsdygtige. Ved Frøken v. Chauvins Forsøg udviklede slet ingen af Æggene sig