Universets Undere
II. BIND
Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 460
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
GALÆBLER
219
GALÆBLER
AF alle de mange Rod-, Gren- og Bladudvækster, der skyldes Galledannelser, er
> vel nok Egens almindelige, runde »Galæbler« de bedst kendte; — men hvor
mange har egentlig Rede paa et saadant Galæbles Historie og ved Besked med
dets Fremkomst. Endnu er der vel enkelte, der tror, at Galæbler er en Slags Frug-
ter, medens andre antager dem for Svampedannelser; og i svundne Tider herskede
der, endog blandt Naturhisto-
rikere, de fabelagtigste Fore-
stillinger om deres Opstaaen.
Selv da man havde set, at der
inde i dem laa nogle hvide
Larver, hvoraf der udvikledes
et Kuld smaa »Fluer«, var Gaa-
den ikke løst; thi ingen anede,
at disse Insekter stod i nogen
som helst Aarsagsforbindelse
med den Galle, hvoraf deres
Larver levede. Man troede
simpelt hen, at Larverne kom
»af sig selv« inde i Galæblet,
— ganske som man i sin Tid
troede, at Maddiker paa Kød
opstod af sig selv, naar Kødet
blev raaddent. Men ligesom
man senere, ved at spænde
Gaze over Kødet og afspærre
Spyfluerne fra at lægge Æg
derpaa, fandt ud af, at Mad-
dikerne er et Resultat af Flu-
ernes Æglægning, saaledes har
man efterhaanden ogsaa faaet
Klarhed over Galledannelser-
nes Aarsager.
Et Galæbles Historie begyn-
der en mørk Vinterdag med,
at en lille, vingeløs, nærmest
TRE UNGE GALÆBLER PAA EGEGRENE.
myrelignende Hveps kryber
op ad et Egetræs Stamme.
Hvorfra det lille Væsen kommer,
vil vi senere erfare. Foreløbig nøjes vi med at
holde Øje m^d det og se, hvad det vil foretage sig. Det fortsætter sin Spadseretur
ud langs en af Grenene og videre ud paa en af de tynde Kviste. Her begynder det
da med stor Grundighed at undersøge de tykke, brune Knopper, som det sagkyn-
digt beføler med sine Antenner, — ganske som en Snyltehveps »sonderer« en Larve,
der synes den lovende for Afkommet, forinden den bestemmer sig til at indpode
sine Æg i dens Krop. Sammenligningen er saa meget mere træffende, som Gal-
hvepsen netop ogsaa bereder sig til at lægge Æg i Knoppens Indre. Ofte vælger
den en Knop yderst ude paa Kvistens Spids, men det hænder lige saa ofte, at den
28*